§ Lov om kommunale valg · kapitel 12 af 13
Kapitel 12 – *Forskellige bestemmelser*
LOV nr 140 af 08/03/1989
§ 106. Kommunalbestyrelsen opbevarer valgbogen til kommunalbestyrelsesvalget, afstemningsbøgerne, valglisterne, valgkortene, stemmesedlerne samt øvrigt valgmateriale, som kommunalbestyrelsen eller valgbestyrelsen har modtaget i forbindelse med kommunalbestyrelsesvalget, jf. dog stk. 2, 2. pkt..
Stk. 2. Amtsrådet opbevarer valgbogen til amtsrådsvalget samt øvrigt valgmateriale, som amtsrådet eller valgbestyrelsen har modtaget i forbindelse med amtsrådsvalget. Har amtsvalgbestyrelsen foretaget en fornyet fintælling, opbevarer amtsrådet stemmesedlerne til amtsrådsvalget, jf. § 89, stk. 2.
Stk. 3. Valglisterne, valgkortene og stemmesedlerne, herunder brevstemmemateriale, skal tilintetgøres, når klagefristen er udløbet, jf. § 93, og eventuelle klager over valget er endeligt afgjort. Øvrigt valgmateriale skal opbevares efter reglerne i lov om kommunernes styrelse.
§ 107. Udgifterne ved kommunale valg afholdes af kommunerne, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Amtskommunerne afholder udgifterne til de foranstaltninger, som efter denne lov påhviler amtsrådet eller amtskommunens valgbestyrelse. Ved omvalg til amtsrådet afholdes samtlige udgifter til valget af amtskommunen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Udgifterne til brevstemmematerialet afholdes af statskassen.
Stk. 4. Udgifter til porto til forsendelse af brevstemmer afholdes af den myndighed, institution, skib eller havanlæg, som stemmemodtageren repræsenterer.
§ 108. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes den, der overtræder § 57, § 65, stk. 2, eller § 68, med bøde eller hæfte.
Stk. 2. I regler, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 109. Justitsministeren kan fastsætte regler til sikring af, at der ikke på eller ud til offentlig vej eller plads udøves valgagitation på en måde, der forstyrrer den offentlige orden. I reglerne kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.