Miljøafgiftsloven § 5

§ 5. Den afgiftspligtige omsætning er den afgiftspligtige værdi af de udleverede afgiftspligtige varer med fradrag af værdien af varer, der er overført til anden anmeldt virksomhed eller udført til udlandet under iagttagelse af nærmere af toldvæsenet fastsatte regler. De udleverede varer medregnes i omsætningen, uanset om varerne er endeligt solgt eller leveres i konsignation eller på anden måde. Til omsætningen henregnes også varer, der forbruges eller benyttes af den afgiftspligtige eller udleveres uden modydelse.

Stk. 2. Overførsel af afgiftspligtige varer fra en i henhold til § 3, stk. 1, afgiftspligtig virksomhed til eget detailudsalg betragtes som en afgiftspligtig omsætning.

Stk. 3. En anmeldt virksomhed er kun berettiget til afgiftsfrit at modtage afgiftspligtige varer, som er bestemt til videresalg eller af virksomheden anvendes til fremstilling af afgiftspligtige varer under sådanne vilkår, at fremstillingen af de pågældende varer skal anmeldes i henhold til § 3.

Kilde: Retsinformation.dk