← Lov om husdyrsygdomme (* 1)

§ Lov om husdyrsygdomme (* 1) · kapitel 5 af 13

Kapitel 5 – *Omsætning m.v. af dyr*

LOV nr 814 af 21/12/1988

§ 13. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra henholdsvis tilgang til besætninger af dyr. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 14. Klovbærende dyr, som flyttes, omsættes, herunder føres til slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være mærket eller ledsaget af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og identitet kan fastslås og sundhedstilstanden kan vurderes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler herom. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning eller dokumentation skal anvendes.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre dyr end klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.

§ 15. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende foranstaltninger for steder, hvor dyr bringes sammen, og for transport af dyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om sundhedsmæssige krav til dyr, der overføres til områder med særlig sygdomsmæssig status, samt om vilkår i forbindelse med overførslen.

§ 16. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller samlestalde for dyr skal godkendes af landbrugsministeren. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for godkendelse samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, om indretning, drift og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes højst 4 gange årligt, og hvortil der føres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til Landbrugsministeriet. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om anmeldeordningen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse skal ske, samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, og om indretning, drift og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

§ 17. Personer, selskaber og foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom efter regler fastsat af landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte personer og selskaber m.v. skal registrere køb og salg af klovbærende dyr.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer, selskaber og foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende eller ikke-erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom og registrere køb og salg af dyr.