§ Lov om læhegn · kapitel 2 af 3
Kapitel 2 – *Tilskud til læplantning*
LOV nr 812 af 21/12/1988
§ 14. Inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove, kan der ydes tilskud til fremme af læplantningen.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til
-
- anlæg af kollektive læhegn,
-
- anlæg af individuelle læhegn,
-
- forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.
§ 15. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-, udviklings- og forsøgsformål, idet midlerne fortrinsvis skal anvendes som støtte til gennemførelsen af kollektive læplantningsprojekter.
§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn, jf. § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ydes af Fællesudvalget for Læplantning, jf. § 22, inden for de af landbrugsministeren fastsatte årlige beløbsrammer.
Stk. 2. Fællesudvalget for Læplantning varetager ved tildeling af tilskud landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.
§ 17. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1, stk. 1, nr. 1, angivne arealer.
Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte fremgå af lovgivningen.
Stk. 4. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.
§ 18. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der foreligge et af Fællesudvalget for Læplantning godkendt projekt omfattende et samlet område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst 20 ejere. Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis vedtægter opfylder de af landbrugsministeren fastsatte betingelser.
Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministeren fastsat maksimum. Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke overstige 50 pct. af dette.
Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor særlige omstændigheder taler herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre antal ejere end i stk. 1 fastsat.
§ 19. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvor tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.
Stk. 2. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, ekskl. merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger. Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke overstige 50 pct. af dette.
§ 20. Hvis der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes statstilskud efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre statslige eller kommunale midler eller af andre midler, der kan sidestilles hermed, nedsættes tilskuddet efter denne lov, således at det samlede offentlige tilskud ikke overstiger det af landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, fastsatte.
§ 21. Landbrugsministeren kan yde tilskud til forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter. Tilskuddet kan i almindelighed ikke overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter.
Stk. 2. Landbrugsministeren indhenter udtalelse fra Fællesudvalget for Læplantning, forinden der træffes afgørelse om ydelsen af tilskud.
§ 22. Fællesudvalget for Læplantning sammensættes bl.a. af repræsentanter for regionsudvalgene for læplantning.
Stk. 2. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning skal godkendes af landbrugsministeren.
§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens gennemførelse og administration, herunder for hvilke udgifter der skal anses for tilskudsberettigede, og for tilskuddenes udbetaling.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, fastlagte maksimale tilskudssatser kan fraviges i ganske særlige tilfælde.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er tilskud udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.
§ 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for Fællesudvalget for Læplantnings kontrol og tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.
Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, fastsatte beføjelser uden retskendelse og mod behørig legitimation adgang til arealer med læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller udbetalt tilskud.
§ 25. Udgifter til administration af loven afholdes inden for det i § 14 nævnte rammebeløb.
§ 26. Afgørelser truffet af Fællesudvalget for Læplantning kan påklages til landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang, herunder at klager skal have opsættende virkning.
Stk. 3. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til en institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelse, herunder om at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.