← Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling)

§ Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling) · kapitel 9 af 13

Kapitel 9 – *Stemmeoptælling*

LOV nr 746 af 07/12/1988

§ 27. Når afstemningen er afsluttet, sørger valgstyrerne for, at de stemmesedler, der ikke er udleveret, og de stemmesedler, der er tilbageleveret ved ombytning, optælles og sammenbindes i særskilte pakker.

Stk. 2. Såfremt stemmeoptællingen ikke foretages samme dag, som afstemningen har fundet sted, jf. § 28, sørger valgstyrerne endvidere for, at de stemmesedler, der er nedlagt i stemmekasserne, udtages og straks sammenpakkes. Der må ikke foretages nogen sortering eller optælling af de udtagne stemmesedler. Pakkerne forsegles og opbevares af kommunalbestyrelsen under behørigt opsyn, indtil stemmeoptælling påbegyndes. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de afgivne stemmesedler skal opbevares i de benyttede stemmekasser, indtil stemmeoptællingen påbegyndes.

§ 28. Indenrigsministeren fastsætter, hvornår stemmeoptællingen skal finde sted. Stemmeoptællingen er offentlig. Det optælles, hvor mange stemmer der ved afstemningen er afgivet for hver kandidatliste, og hvor mange af disse der er afgivet for de enkelte kandidater.

Stk. 2. Hvis stemmeoptællingen finder sted på afstemningsdagen, foretages den på de enkelte afstemningssteder, hvorefter indberetning af afstemningsresultat, efterfølgende fintælling m.v. finder sted efter reglerne i kapitel 9 i lov om valg til Folketinget.

Stk. 3. Finder stemmeoptællingen ikke sted på afstemningsdagen, foretages stemmeoptællingen for opstillingskredsen under eet. Valgbestyrelsen bestemmer, hvor stemmeoptællingen skal finde sted. Kommunalbestyrelsen sørger for, at de benyttede valglister og valgkort samt stemmesedlerne og brevstemmematerialet er til stede ved stemmeoptællingen.

Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om gennemførelsen af stemmeoptællingen.

§ 29. En stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt

    1. den er blank,
    1. det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste vælgeren har villet give sin stemme,
    1. det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet, eller
    1. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 2. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt

    1. den er blank,
    1. det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken af kandidaterne eller hvilken kandidatliste vælgeren har villet give sin stemme,
    1. en konvolut indeholder andet eller mere end een stemmeseddel,
    1. det må antages, at stemmesedlen ikke er tilvejebragt af indenrigsministeren, eller
    1. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse fastsætte nærmere regler om bedømmelse af stemmesedler, herunder brevstemmesedler.

§ 30. Opgørelsen af, hvor mange stemmer der er afgivet for hver enkelt kandidat på kandidatlisten (personlige stemmer), og hvor mange stemmer der i øvrigt er afgivet for kandidatlisten (listestemmer), sker efter følgende regler:

    1. Har vælgeren sat et kryds ud for navnet på en kandidat eller såvel ud for navnet på en kandidat som ud for partinavnet på den kandidatliste, kandidaten tilhører, anses stemmesedlen som afgivet for kandidaten (personlig stemme). Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført navnet på en kandidat eller såvel navnet på en kandidat som partinavnet eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet for.
    1. Har vælgeren sat kryds ud for partinavnet eller ud for navnene på flere kandidater eller anbragt kryds over hele kandidatlistens felt eller i øvrigt foretaget afkrydsning på en sådan måde, at det ikke med sikkerhed fremgår, hvilken af kandidatlistens kandidater vælgeren har villet give sin stemme, anses stemmesedlen som afgivet for kandidatlisten (listestemme). Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført partinavnet eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste eller navnene på flere kandidater opstillet på samme kandidatliste.

Stk. 2. Resultatet af opgørelsen indføres i valgbogen og meddeles de tilstedeværende.

Stk. 3. Senest dagen efter opgørelsen sender formanden for valgbestyrelsen en kopi af valgbogen til indenrigsministeren. Kopien skal være attesteret af formanden.