Lov om særlige fradrag til sømænd m.v. § 2

§ 2. I denne lov forstås ved:

1. Dansk skib: Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttoregistertonnage på 100 tons/ en bruttotonnage på 100 tons eller derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj. Med skib registreret med hjemsted her i landet sidestilles skib, der er registreret med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, såfremt det uden besætning overtages til befragtning af dansk rederi. Skib, der er registreret med hjemsted her i landet, men som uden besætning overtages til befragtning af udenlandsk rederi, anses ikke for dansk skib.

2. Udenrigsfart:

a. Fart, der overvejende finder sted mellem havne uden for et område, der i Nordsøen begrænses af meridianen 3 grade øst og breddeparallellen 61 grade nord og i Østersøen af breddeparallellen 58 grade nord.

b. Fart, der overvejende finder sted mellem havne, der er beliggende inden for det nævnte område, og havne, der er beliggende uden for det nævnte område.

c. Bjærgningsvirksomhed, der i det væsentlige udøves uden for det nævnte område.

Indre vandveje såsom indsøer, floder og kanaler henregnes til det under a. nævnte område, når indsejlingen er sket fra et sted på kystlinien, der er beliggende inden for området.

3. Nærfart: Fart eller bjærgningsvirksomhed inden for det område, som er nævnt i nr. 2, bortset fra fart med

a. skibe og færger, der sejler i begrænsede fartområder,

b. skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, åer og fjorde, og

c. skibe, der er i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, eller som ikke har egne fremdrivningsmidler.

Rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil, anses for sejlads i begrænset fart, jf. dog § 5, stk. 4. I øvrigt bemyndiges skatteministeren til at give nærmere regler for, hvad der skal anses for nærfart. Ministeren skal herunder navnlig tage i betragtning, om de personer, som er om bord, har adgang til regelmæssigt at overnatte i land.

4. Udenlandsk skib: Et skib med en bruttoregistertonnage på 100 tons/ en bruttotonnage på 100 tons eller derover, som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj, og som ikke anses som et dansk skib efter nr. 1.

Kilde: Retsinformation.dk