← Lov om kystbeskyttelse

§ Lov om kystbeskyttelse · kapitel 5 af 5

Kapitel 5 – *Straf, ikrafttræden m.v.*

LOV nr 108 af 05/03/1988

§ 20. Med bøde straffes den, der

    1. overtræder § 16, stk. 1,
    1. tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16, stk. 1, eller
    1. undlader at efterkomme pålæg efter § 17, stk. 4.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der på søterritoriet uden tilladelse

    1. foretager inddæmning eller opfyldning,
    1. udfører anlæg eller anbringer faste eller forankrede indretninger eller genstande,
    1. anbringer fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller
    1. foretager uddybning eller gravning.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg om inden en fastsat frist

    1. at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et anlæg, en indretning, en genstand eller et fartøj, som vedkommende har foretaget udført eller anbragt i strid med bestemmelsen i stk. 2, eller
    1. at retablere forholdene efter en uddybning eller gravning, som vedkommende har foretaget i strid med bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 21. Følgende love og bestemmelser ophæves:

    1. Lov nr. 53 af 10. april 1874 om diger til beskyttelse mod oversvømmelse fra havet.
    1. § 8 i lov nr. 85 af 30. april 1909 om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895.
    1. Lov nr. 235 af 12. juni 1922 om kystsikringsanlæg.
    1. § 7, stk. 4, i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 24. september 1987.

§ 22. Trafikministeren kan bestemme, at regler i love om bestemte digeanlæg afløses af regler i denne lov.

§ 23. Sager, der er indbragt for en landvæsensret inden den 1. juli 1988, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 24. De opgaver, som loven henlægger til amtsrådet, udøves for Københavns Kommunes vedkommende af Borgerrepræsentationen.

§ 25. I lov om naturfredning, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984, som ændret ved § 3 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, affattes § 46, stk. 9, således:

»Stk. 9. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 ikke skal gælde for nærmere angivne arter af anlæg eller foranstaltninger, der tillige vedrører søterritoriet, eller til hvilke tilladelse kræves i henhold til lov om kystbeskyttelse.«

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 5. marts 1988

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn:

FREDERIK

Kronprins

/Frode Nør Christensen

Officielle noter

Ingen