Lov om plantenyheder (Plantenyhedsloven) § 3

§ 3. Anmeldelse af en sort med henblik på optagelse i Plantenyhedsregisteret skal indgives til Plantenyhedsnævnet af sortsejeren. Har sortsejeren ikke bopæl eller sæde i en medlemsstat af De Europæiske Fællesskaber, skal anmeldelse indgives af en fuldmægtig med bopæl eller sæde her i landet udpeget af sortsejeren.

Stk. 2. Anmelderen skal over for Plantenyhedsnævnet, jf. § 22, godtgøre sin adkomst til at anmelde sorten. Hvis anmelderen er fuldmægtig for sortsejeren, skal anmelderen fremlægge dokumentation for sin bemyndigelse til at repræsentere sortsejeren i alt vedrørende anmeldelsen og registreringen.

Stk. 3. Nævnet kan afkræve anmelderen de oplysninger, der anses for nødvendige for behandling af anmeldelsen, og kan fastsætte en frist herfor. Nævnet kan yderligere kræve materiale til brug ved afprøvning, jf. § 9, fremsendt til nærmere fastsatte tidspunkter.

Stk. 4. Ved anmeldelsen betales et anmeldelsesgebyr.

Kilde: Retsinformation.dk