§ Lov om plantenyheder (Plantenyhedsloven) · kapitel 3 af 6
Kapitel 3 – *Afprøvning og registrering*
LOV nr 866 af 23/12/1987
§ 9. Inden en anmeldt sort kan opnå beskyttelse, jf. dog § 21, skal Plantenyhedsnævnet foranstalte en afprøvning for at konstatere, om sorten opfylder betingelserne herfor, og om den har de særlige egenskaber, der er nævnt i anmeldelsen.
Stk. 2. Nævnet kan bestemme, at afprøvningen af en sort kan afkortes eller undlades, hvis sorten tidligere har været afprøvet ved en officiel afprøvningsvirksomhed.
Stk. 3. Anmelderen kan afkræves et gebyr til dækning af omkostningerne ved afprøvningen.
§ 10. Skønner Plantenyhedsnævnet efter afprøvningens afslutning, at sorten opfylder betingelserne for beskyttelse, optager nævnet sorten i Plantenyhedsregisteret under et sortsnavn, der er godkendt af landbrugsministeren, og offentliggør en meddelelse herom.
Stk. 2. Verserer der en retssag, jf. § 8, stk. 1, skal der gøres bemærkning herom i Plantenyhedsregisteret.
§ 11. Plantenyheden skal betegnes med det godkendte sortsnavn. Dette gælder også efter beskyttelsens ophør.
Stk. 2. Det er tilladt at anvende en tillægsbetegnelse for plantenyheden i forbindelse med sortsnavnet.
Stk. 3. Efter sortsejerens anmodning kan Plantenyhedsnævnet i særlige tilfælde tillade, at plantenyheden tillægges et andet navn end det oprindeligt godkendte.
Stk. 4. Landbrugsministeren fastsætter bestemmelser om navngivning af plantenyheder.
§ 12. Samtidig med offentliggørelsen af registreringen udfærdiger Plantenyhedsnævnet et beskyttelsesbrev, der udleveres til anmelderen mod indbetaling af et registreringsgebyr. Beskyttelsesbrevet har en gyldighed på et år, og gyldigheden kan forlænges for et år ad gangen i indtil 25 år regnet fra datoen for udstedelsen af beskyttelsesbrevet, jf. dog § 21, stk. 1.
Stk. 2. Forlængelse af beskyttelsesbrevets gyldighed sker ved indbetaling af et årligt registreringsgebyr til Plantenyhedsnævnet.
Efterkontrol
§ 13. Plantenyhedsnævnet kan gennemføre en efterkontrol for at sikre, at sortsejeren vedligeholder plantenyheden tilstrækkeligt.
Stk. 2. Sortsejeren skal stille fornødent plantemateriale til rådighed for Plantenyhedsnævnets efterkontrol inden for de frister, nævnet fastsætter.
Slettelse
§ 14. Plantenyhedsnævnet sletter en plantenyhed af Plantenyhedsregisteret, hvis
-
- det godtgøres, at plantenyheden på registreringstidspunktet ikke opfyldte betingelserne i § 1 for optagelse,
-
- nævnet ved efterkontrol finder, at plantenyheden ikke er tilstrækkeligt vedligeholdt,
-
- sortsejeren skriftligt anmoder nævnet herom, eller
-
- det årlige registreringsgebyr ikke er betalt.
Stk. 2. Plantenyhedsnævnet kan endvidere slette en plantenyhed af Plantenyhedsregisteret, hvis sortsejeren ikke efterkommer nævnets anmodning om at stille fornødent materiale til rådighed for nævnet med henblik på efterkontrol inden udløbet af den frist, nævnet har fastsat.
Stk. 3. Slettelsen sker 2 måneder efter, at sortsejeren har modtaget underretning om Plantenyhedsnævnets afgørelse, medmindre sortsejeren inden udløbet af denne frist indbringer sagen for domstolene.
§ 15. Er en plantenyhed slettet af Plantenyhedsregisteret, kan den ikke på ny optages i registeret. Plantenyhedsnævnet offentliggør en meddelelse om slettelsen og begrundelsen herfor.