← Lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi)

§ Lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) · kapitel 2 af 6

Kapitel 2 – *Registrering m.v.*

LOV nr 778 af 09/12/1987

§ 8. Industriministeren fastsætter regler om form og indhold for ansøgning om registrering. For ansøgningen skal der betales et gebyr.

§ 9. Hvis retten til en registreret topografi overgår til en anden, eller hvis nogen opnår licens, herunder tvangslicens, indføres dette efter anmodning og mod betaling af et gebyr i registeret.

§ 10. Patentdirektoratet skal ophæve registreringen af en topografi, hvis det godtgøres, at de betingelser, som er nævnt i § 2, stk. 2, § 4 eller § 5, stk. 1 og 4, ikke er opfyldt.

§ 11. Er der indgivet ansøgning om registrering af en topografi, og godtgør nogen over for Patentdirektoratet, at den pågældende og ikke ansøgeren er berettiget til topografien, skal Patentdirektoratet overføre ansøgningen til den berettigede, såfremt denne anmoder om det. For behandlingen af anmodningen betales et gebyr.

Stk. 2. Har en anden end den, der er berettiget hertil, opnået registrering af en topografi, kan registreringen ved dom overføres til den berettigede.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun påberåbes af den, der selv opfylder lovens betingelser for at opnå eneret.

Stk. 4. Den, der i medfør af stk. 2 får frakendt registreringen, og som i god tro her i landet har udnyttet topografien, jf. § 6, stk. 1, eller truffet væsentlige forberedelser hertil, er berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Sådan ret tilkommer under samme forudsætninger også indehavere af registrerede licensrettigheder.

Stk. 5. Rettigheder i henhold til stk. 4 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 12. Industriministeren fastsætter regler om registeret og dets indretning, om offentlighedens adgang til registeret samt om offentliggørelse af registreringer.

Stk. 2. Industriministeren fastsætter størrelsen af de gebyrer, som er nævnt i §§ 8, 9 og 11, stk. 1.