§ Lov om dyreforsøg · kapitel 5 af 5
Kapitel 5 – *Ikrafttræden og overgangsregler m.v.*
LOV nr 382 af 10/06/1987
§ 20. Loven træder i kraft den 1. oktober 1987.
Stk. 2. Lov nr. 220 af 18. maj 1977 om dyreforsøg ophæves.
Stk. 3. Justitsministeren fremsætter forslag til ændring af loven senest i folketingsåret 1988-89.
§ 21. De administrative regler, der er fastsat i medfør af lov nr. 93 af 31. marts 1953 om dyrs anvendelse ved biologisk forskning og sygdomsbekæmpelse forbliver i kraft, indtil nye regler fastsættes efter § 9, stk. 1. Overtrædelse af reglerne straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Bekendtgørelse nr. 650 af 23. december 1983 om fremskaffelse af hunde, katte og kaniner til forsøg forbliver i kraft, indtil nye regler fastsættes efter § 18, stk. 1, nr. 1.
§ 22. Tilladelser, der er meddelt før den 1. oktober 1987, bevarer deres gyldighed. Tilladelser til forsøg med hunde, katte, aber samt hov- og klovbærende dyr bortfalder dog senest den 1. april 1989 og andre tilladelser senest den 1. april 1990. I øvrigt anvendes lovens regler også på forsøgsvirksomhed, der udøves efter disse tilladelser.
Stk. 2. Reglerne om tilladelse finder først efter den 1. april 1990 anvendelse på dyreforsøg, der består i indsprøjtninger og udtagelse af blodprøver, organprøver eller andre prøver ved stik eller overfladiske snit, der kun medfører uvæsentlig og kortvarig smerte. For sådanne forsøg med hunde, katte, aber samt hov- og klovbærende dyr anvendes reglerne dog efter den 1. april 1989.
§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg slot, den 10. juni 1987
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ERIK NINN-HANSEN
Officielle noter
Ingen