§ Lov om dyreforsøg · kapitel 3 af 5
Kapitel 3 – *Dyreforsøgstilsynet*
LOV nr 382 af 10/06/1987
§ 10. Dyreforsøgstilsynet ledes af rådet for dyreforsøg, der består af en formand, der skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som dommer, og 9 andre medlemmer.
Stk. 2. Justitsministeren udpeger rådets formand og de øvrige medlemmer. Eet medlem udpeges efter udtalelse fra lægevidenskabernes forskningsråd, eet medlem efter udtalelse fra jordbrugs- og veterinærvidenskabernes forskningsråd, eet medlem efter udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, eet medlem efter udtalelse fra Industrirådet, eet medlem efter udtalelse fra de store sygdomsbekæmpende foreninger og fire medlemmer efter udtalelse fra dyrebeskyttelsesforeninger.
Stk. 3. Justitsministeren skal ved sammensætningen af rådet så vidt muligt sikre, at der blandt rådets medlemmer er personer med indsigt i de faglige discipliner, der har særlig betydning for de opgaver, som er tillagt dyreforsøgstilsynet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte en forretningsorden for rådet.
§ 11. Rådet og personer, som rådet har bemyndiget hertil, har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til forsøgslokaler og andre lokaler, hvor forsøgsdyr anbringes, med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for tilsynet.
Stk. 2. Den, der leder forsøgene, og personer, der er beskæftiget med forsøgene eller med dyrenes pasning, skal yde tilsynsmyndigheden vejledning og hjælp under tilsyn efter stk. 1.
§ 12. Rådet kan give påbud om forsøgenes udførelse, dyrenes anvendelse, opstaldning og pasning og forsøgslokalernes indretning. Rådet kan endvidere påbyde, at forsøg ikke må udføres, medmindre repræsentanter for rådet er til stede. 1. og 2. punktum finder anvendelse, uanset hvilke vilkår der er givet for tilladelsen.
§ 13. Dyreforsøgstilsynets afgørelser efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 14. Tilsynet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed. Justitsministeren offentliggør beretningen.
§ 15. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at udgifter til lovens administration skal dækkes af gebyr for tilladelser efter § 1 og ved en løbende afgift fra indehavere af tilladelser. Beløbene tillægges udpantningsret.