§ Lov om dyreforsøg · kapitel 1 af 5
Kapitel 1 – *Dyreforsøg*
LOV nr 382 af 10/06/1987
§ 1. Anvendelse af hvirveldyr til forsøg, der må formodes at være forbundet med smerte, lidelse, væsentlig ulempe eller varigt men for dyrene (dyreforsøg), må kun ske med tilladelse fra dyreforsøgstilsynet.
Stk. 2. Tilladelse til dyreforsøg må kun meddeles til forsøg med følgende formål:
-
- forebyggelse af sygdom, dårlig sundhedstilstand eller anden abnormitet og virkningerne heraf hos mennesker, dyr og planter, herunder fremstilling af lægemidler, stoffer og produkter samt afprøvning af deres kvalitet, effektivitet og sikkerhed,
-
- diagnosticering og behandling af sygdom, dårlig sundhedstilstand eller anden abnormitet og virkningerne heraf hos mennesker, dyr og planter,
-
- vurdering, påvisning, justering eller forandring af fysiologiske tilstande hos mennesker, dyr og planter,
-
- beskyttelse af miljøet,
-
- forskning,
-
- undervisning og uddannelse på universiteter og højere læreanstalter eller ved anden undervisning på tilsvarende niveau og ved undervisning af personer, der skal beskæftige sig med dyreforsøg, eller
-
- retsmedicinske undersøgelser.
§ 2. Tilladelse til dyreforsøg kan kun gives til navngivne personer, der efter deres uddannelse og beskæftigelse må antages at kunne sikre, at forsøgene udføres på forsvarlig måde.
§ 3. Tilladelse gives til nærmere angivne typer af forsøg og arter af dyr. Antallet af dyr, der må anvendes til forsøg, angives i tilladelsen. Tilladelse kan dog meddeles uden sådanne begrænsninger, når særlige forhold taler herfor.
Stk. 2. Der kan fastsættes vilkår for tilladelsen, herunder om forsøgenes udførelse, dyrenes anvendelse, opstaldning og pasning og forsøgslokalernes indretning.
Stk. 3. Det skal fremgå af tilladelsen, i hvilken institution eller virksomhed forsøgene må foretages.