Lov om boliger for ældre og personer med handicap § 16

§ 16. Indtil 2 pct. af ejendommens eller ombygningens værdi tilvejebringes ved indskud fra lejeren. Når en lejers rettigheder vedrørende en ældrebolig ophører, kan udlejeren foretage modregning i beboerindskuddet for boligtagerens forpligtelser over for udlejeren, herunder for eventuelle udgifter til det lejedes kontraktmæssige istandsættelse.

Stk. 2. Udlejeren kan stille tilbagebetaling af indskud efter stk. 1 helt eller delvis i bero, indtil der er modtaget indskud fra den, der overtager lejligheden.

Stk. 3. Er en lejer indflyttet i en bolig, forinden boligen ombygges til ældrebolig efter § 6, stk. 2 eller stk. 3, betales indskuddet efter stk. 1, 1. pkt., for denne beboer af kommunen.

Kilde: Retsinformation.dk