§ Lov om boliger for ældre og personer med handicap · kapitel 7 af 7
Kapitel 7 – *Forvaltnings- og ikrafttrædelsesbestemmelser*
LOV nr 378 af 10/06/1987
§ 29. Med henblik på indsamling og formidling af erfaringer samt udarbejdelse og ajourføring af statistik indsender kommunalbestyrelsen efter boligministerens nærmere bestemmelse indberetninger vedrørende byggeri, der tilvejebringes efter denne lov.
Stk. 2. Boligministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen at meddele alle oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af lovens formål. Dette gælder dog ikke oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 3.
Stk. 3. Den enkelte kommunalbestyrelse indberetter hvert år i oktober måned til boligministeren det antal ældreboliger, kommunen i henhold til det vedtagne budget påtænker at iværksætte det følgende år. Kommunen kan ikke påbegynde flere ældreboliger, end der er indberettet.
§ 30. Boligministeren nedsætter et ældreboligråd med repræsentanter for kommunerne, de almennyttige boligselskaber, repræsentanter for grundejerne, beboerne samt sociale organisationer med tilknytning til området. Ældreboligrådet er rådgivende for boligministeren i spørgsmål om boligforhold for ældre og personer med handicap.
§ 31. Bemyndiger boligministeren en styrelse under ministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 32. Den kasse- og regnskabsmæssige forvaltning af statsstøtten udføres af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Nærmere regler herom fastsættes af finansministeren efter indstilling af bankens bestyrelse og efter forhandling med boligministeren.
§ 33. Nærmere regler om administrationen af denne lov fastsættes af boligministeren.
§ 34. Loven træder i kraft 1. juli 1987.
§ 35. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget af boligministeren i folketingsåret 1992-93.
§ 36. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen