§ Lov om boliger for ældre og personer med handicap · kapitel 5 af 7
Kapitel 5 – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 378 af 10/06/1987
§ 21. Med henblik på at fremme mulighederne for at iværksætte forsøg med indretning, anvendelse og drift af boliger for ældre og personer med handicap kan boligministeren i særlige tilfælde tillade, at de i denne lov fastsatte bestemmelser fraviges. Anskaffelsesudgifterne for sådant byggeri skal dog holdes inden for de rammer, der er fastsat efter § 2, stk. 2, som vilkår for at opnå støtte.
Stk. 2. Realkreditinstitutter kan yde indekslån til foranstaltninger som nævnt i stk. 1 efter samme regler, som i henhold til lov om indeksregulerede realkreditlån gælder for tilvejebringelse af boliger efter denne lovs § 6.
§ 22. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med bebyggelser, der er opført eller indrettet af et almennyttigt boligselskab, en selvejende institution eller en pensionskasse. Kommunalbestyrelsen påser, at driften tilrettelægges forsvarligt i overensstemmelse med reglerne herom. Kommunalbestyrelsen kan træffe sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift.
§ 23. Regnskabsaflæggelse for hver ældreboligbebyggelse samt revisionen af regnskaberne sker efter regler, der fastsættes af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Revisionen foretages af en statsautoriseret eller registreret revisor efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse. Revisors bemærkninger indføres i en revisionsprotokol. For kommunalt ejede ældreboliger gælder dog de i lov om kommunernes styrelse fastsatte regler for revision af kommunernes virksomhed.
Stk. 3. Bebyggelsens årsregnskab tillige med revisors beretning og udskrift af revisionsprotokollen indsendes inden 6 måneder efter regnskabsårets afslutning til kommunalbestyrelsens godkendelse.
Stk. 4. Uanset stk. 1-3 finder § 13 i lov om boligbyggeri anvendelse for ældreboliger i afdelinger af almennyttige boligselskaber.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1-3 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Udlejeren skal på forlangende give kommunalbestyrelsen alle nødvendige oplysninger til belysning af bebyggelsens økonomiske forhold.