Lov om valg til Folketinget § 110

§ 110. Et folketingsmedlem er berettiget til egenpension, når han i een eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst 1 år. Pensionen ydes fra udløbet af det tidsrum, for hvilket der er udbetalt grundvederlag, såfremt den pågældende på dette tidspunkt er fyldt 60 år, og ellers fra den dag, da han opnår denne alder. I ganske særlige tilfælde, hvor den pågældendes helbredsmæssige, økonomiske eller sociale forhold i øvrigt taler derfor, kan der dog ved beslutning af Folketingets præsidium bevilges et tidligere medlem, der ikke er fyldt 60 år, en pension, hvis størrelse fastsættes i det enkelte tilfælde.

Stk. 2. Egenpensionen udgør for hvert fulde medlemsår 5 pct. af den højeste egenpension til enhver tid for en statstjenestemand på skalatrin 49. Højeste egenpension opnås efter 20 års medlemstid.

Stk. 3. Et pensioneret folketingsmedlem, der på ny bliver medlem af Folketinget, oppebærer ikke pension i den periode, for hvilken der udbetales grundvederlag. Pension kan ej heller oppebæres i perioder, hvori den pågældende oppebærer grundvederlag i henhold til lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet.

Kilde: Retsinformation.dk