Lov om valg til Folketinget § 108

§ 108. Der tilkommer Folketingets medlemmer et vederlag, der består af et grundvederlag og et tillæg som erstatning for de med hvervet som folketingsmedlem forbundne omkostninger (omkostningstillæg). Grundvederlaget udgør samme beløb som den til enhver tid gældende løn for en statstjenestemand på skalatrin 49, inkl. generelt tillæg. Omkostningstillægget, der ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, udgør pr. 1. oktober 1986 som grundbeløb 12.512 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i København eller inden for en afstand af 45 km fra Københavns Hovedbanegård, 16.930 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i de sjællandske amter (således som disse var afgrænset pr. 1. november 1969) ud over 45 km fra Københavns Hovedbanegård, 31.398 kr. årligt for de øvrige medlemmer og herudover for de på Færøerne og i Grønland valgte medlemmer 4.808 kr.

Stk. 2. De i stk. 1 fastsatte grundbeløb for omkostningstillægget forhøjes med 114 pct. Herudover forhøjes eller nedsættes grundbeløbene for hver fulde 3 points' udsving ud over 151 i reguleringspristallet for juli 1986 og senere med 4,5 pct. Eventuelle overskydende points henstår til næste regulering. Reguleringer sker på grundlag af reguleringspristallet for januar og juli for tidsrummene henholdsvis 1. april-30. september og 1. oktober-31. marts.

Stk. 3. Ethvert folketingsmedlem er forpligtet til at modtage det i stk. 1, jfr. stk. 2, fastsatte vederlag.

Kilde: Retsinformation.dk