Lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. § 14
§ 14. For at opnå støtte efter denne lov, jf. § 1, stk. 1, skal ansøgeren, inden investeringen påbegyndes, udarbejde en projektbeskrivelse, som indsendes til kommunalbestyrelsen til forhåndsvurdering.
Stk. 2. Ved forhåndsvurderingen attesterer kommunalbestyrelsen, at de projekterede anlæg opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v., kapitlerne 2, 3 og 5-8.
Stk. 3. Ved forhåndsvurderingen træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt det projekterede anlæg opfylder kapacitetskravet, jf. § 4, stk. 1. Endvidere træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt der skal ske fradrag i medfør af § 5, stk. 2.
Stk. 4. Det forhåndsvurderede projekt indsendes til jordbrugskommissionen, som videresender dette til Jordbrugsdirektoratet sammen med en forbedringsplan, udarbejdet efter lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget, eller andet af Jordbrugsdirektoratet godkendt ansøgningsskema. Hvis betingelserne for at opnå forbedringsstøtte ikke er opfyldt, attesteres dette af Jordbrugsdirektoratet. Investeringen må ikke påbegyndes, før Jordbrugsdirektoratets attestation foreligger.
Stk. 5. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte nærmere regler om den i stk. 1-3 fastsatte ordning, herunder om anvendelse af særlige skemaer samt om, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes til brug for forhåndsvurderingen.
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om opnåelse af støtte til investeringer omfattet af § 1, stk. 2, og § 4, stk. 2.
Stk. 7. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte en særlig ordning for investeringer, der er påbegyndt i perioden fra 1. december 1985 og til denne lovs ikrafttræden, jf. § 3, stk. 4.
Kilde: Retsinformation.dk