§ Lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. · kapitel 2 af 6
Kapitel 2 – *BETINGELSER FOR STØTTE M.V.*
LOV nr 16 af 14/01/1987
§ 2. Støtte ydes til investeringer, der påbegyndes og afsluttes i perioden fra 1. december 1985 og til 31. december 1989.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 1 nævnte frist ikke skal gælde for opbevaringsanlæg, der har forbindelse med eller indgår i fælles biogasanlæg og andre anlæg til særlig udnyttelse af husdyrgødning, jf. § 4, stk. 2.
§ 3. Støtte efter denne lov kan kun ydes til investeringer, hvortil der ikke kan opnås tilskud i medfør af lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven), jf. dog stk. 2. Når der meddeles afslag på ansøgning efter forbedringslovens § 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 2, eller § 5, stk. 2, nr. 3, kan der ikke udbetales støtte efter denne lov.
Stk. 2. Støtte kan ikke ydes til investeringer, der fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst (straksafskrives) efter reglerne i §§ 3 A og 21 A i lov om skattemæssige afskrivninger m.v.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med landbrugsministeren regler om betingelserne for at opnå støtte eller straksafskrivning som omtalt i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Miljøministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren fastsætte særlige regler om betingelserne for at opnå støtte til investeringer, der er påbegyndt i perioden fra 1. december 1985 og til denne lovs ikrafttræden.
§ 4. Støtte ydes til investeringer på ansøgerens ejendom, hvis anlægget efter investeringens gennemførelse har en opbevaringskapacitet, der svarer til produktionen af gødning i mindst 6 måneder. For ejendomme med mindre end 20 dyreenheder er det dog tilstrækkeligt med en opbevaringskapacitet på mindst 5 måneder. Miljøministeren fastsætter regler om beregning af kapacitet og dyreenheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om støtte til anlæg, der har forbindelse med eller indgår i fælles biogasanlæg og andre anlæg til særlig udnyttelse af husdyrgødning.
Stk. 3. Miljøministren kan endvidere fastsætte særlige regler om støtte til de i § 1, stk. 2, nævnte anlæg.
§ 5. Der ydes støtte til ansøgerens udgifter til investeringen bortset fra udgifter til løn m.v. til ansatte hos ansøgeren.
Stk. 2. Der fradrages 15.000 kr. i udgifterne efter stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen efter miljøbeskyttelseslovgivningen har stillet krav om lovligørelse af det hidtidige anlægs indretning. Dette gælder dog ikke, såfremt ansøgeren godtgør, at kravet er efterkommet, inden anmodning om forhåndsvurdering er indgivet til kommunalbestyrelsen jfr. § 14.
§ 6. En investering kan kun støttes, hvis beløbet efter § 5 udgør mindst 10.000 kr.
§ 7. Til investeringer, der ikke overstiger 85.000 kr., ydes støtten som et kontant tilskud. Tilskuddet udgør den procentdel, der er nævnt i stk. 2-4, af det beløb, der er opgjort efter § 5.
Stk. 2. For ejendomme med 0-19 dyreenheder udgør støtteprocenten 40, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 5-8 måneders gødningsproduktion, og 45, hvis opbevaringskapaciteten svarer til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 3. For ejendomme med 20-49 dyreenheder udgør støtteprocenten 32 1/2, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8 måneders gødningsproduktion, og 37 1/2, hvis opbevaringskapaciteten svarer til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 4. For ejendomme med 50 dyreenheder og derover udgør støtteprocenten 25, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8 måneders gødningsproduktion, og 30, hvis opbevaringskapaciteten svarer til mere end 8 måneders produktion.
Stk. 5. Antallet af dyreenheder i stk. 2-4 beregnes som et gennemsnit af ejendommens dyreenheder inden for det sidste år, før ansøgning om støtte efter § 15 modtages af kommunalbestyrelsen.
§ 8. Til investeringer på over 85.000 kr. ydes støtte i lige store rater een gang årligt i 10 år. Den kapitaliserede værdi af raterne skal svare til det støttebeløb, som var fremkommet, hvis støtten var udbetalt som et kontant tilskud efter reglerne herom i § 7. Miljøministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 9. Støtte til anlæg til opbevaring af gødning m.v. efter § 4, stk. 2, ydes som et kontant tilskud efter § 7, idet støtten dog udgør mindst 35 pct.
§ 10. Miljøministeren kan efter ansøgning yde statsgaranti for lån, der optages til investeringer, der er berettiget til støtte efter loven.
Stk. 2. Ansøgning om garanti indsendes senest 30. juni 1990 til miljøministeren. Lån, for hvilke der garanteres, kan ikke overstige 400.000 kr., og garantien kan ikke udstrækkes til mere end 15 år fra datoen for lånets optagelse. Ydelse af garanti er betinget af, at ansøgeren ikke er i stand til selv at stille den sikkerhed, der kræves for optagelse af lån på det almindelige lånemarked, og at lånet sikres efter regler, der fastsættes af miljøministeren.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af garanti, herunder om bortfald af statens garantiforpligtelse.
§ 11. Støtten medregnes ikke til modtagerens skattepligtige indkomst. Støtte, der ydes i rater, opgøres som den kapitaliserede værdi efter § 8. Investeringsudgifter svarende til den udbetalte støtte kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af ejendommen.
§ 12. Støtte til investeringer omfattet af lovens § 1, stk. 1, kan kun ydes een gang pr. ejendom, og støttebeløbet kan højst være 100.000 kr. Når støtten udbetales efter reglerne i § 8, kan den kapitaliserede værdi af raterne således højst udgøre et beløb på 100.000 kr.
§ 13. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af støtte m.v. efter denne lov.