Lov om realkreditlignende lån og andelsboliglån m.v. § 7

§ 7. Lån efter reglerne for ejendomme til helårsbeboelse kan ikke ydes i ejendomme, hvis bygninger ikke opfylder bygningslovgivningens krav til sådanne ejendomme, ikke agtes anvendt til helårsbeboelse eller er opført på en grund, hvor helårsbeboelse ikke er tilladt.

Stk. 2. Overgår en ejendom inden 2 år efter lånets udbetaling til en anvendelse, der ville have medført en lavere lånegrænse eller kortere løbetid end den, hvortil lånet er ydet, forfalder lånet til indfrielse. I pantebrevet skal optages bestemmelse herom samt om, at låntager skal underrette instituttet om ændret benyttelse.

Stk. 3. Når en ejendom anvendes eller agtes anvendt til flere formål, skal lånegrænser og løbetider fastsættes særskilt for ejendommens enkelte dele bestemt efter disses anvendelsesformål.

Stk. 4. Hvor en ejendom anvendes eller agtes anvendt til helårsbeboelse, kan bebyggelsens butiks- og forretningslokaler dog også belånes efter reglerne for ejendomme til helårsbeboelse. Udgør sådanne erhvervsarealer mere end 5 pct. af beboelsesbebyggelsens bruttoetageareal, gælder stk. 3.

Stk. 5. Såfremt bygningens bruttoetageareal ikke overstiger 300 m2 og mindst 75 pct. af arealet anvendes eller agtes anvendt til helårsbeboelse, kan ejendommen i sin helhed belånes efter reglerne for ejendomme til helårsbeboelse.

Kilde: Retsinformation.dk