← Lov om Københavns Fondsbørs (* 1)

§ Lov om Københavns Fondsbørs (* 1) · kapitel 12 af 12

Kapitel 14 – *IKRAFTTRÆDELSE M.V.*

LOV nr 316 af 04/06/1986

§ 48. Kapitel 2 træder i kraft den 15. juni 1986. Samtidig ophæves §§ 2, 8 og 9 i lov om Københavns Fondsbørs, jfr. lovbekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1984.

Stk. 2. § 10 i lov om Københavns Fondsbørs, jfr. lovbekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1984, ophæves dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 3. Indtil de øvrige bestemmelsers ikrafttræden udøves børsmæglerselskabernes indstillingsret efter § 6, stk. 2, af henholdsvis Foreningen af Fondsbørsvekselerere samt Danmarks Sparekasseforening og Den Danske Bankforening i fællesskab.

§ 49. Tidspunktet for ikrafttræden af de øvrige bestemmelser fastsættes af industriministeren. Ministeren kan herunder bestemme, at bestemmelser i loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2. Industriministeren fastsætter tidspunktet for ophævelse af lov om Københavns Fondsbørs, jfr. lovbekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1984 og § 13 i lov om visse spare- og udlånsvirksomheder m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 376 af 15. august 1985. Ministeren kan herunder bestemme, at bestemmelserne i lovene ophæves på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. De i henhold til lov om Københavns Fondsbørs, jfr. lovbekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1984, udstedte forskrifter forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 4. Uanset stk. 1 kan industriministeren tillade Københavns Fondsbørs at begynde forsøgsordninger og udviklingsarbejde med henblik på lovens gennemførelse.

§ 50. Børsmæglerselskaber, hvis aktier ved meddelelse af tilladelse efter § 21, stk. 1, alle ejes af nogen, der ved denne lovs ikrafttræden havde beskikkelse som fondsbørsvekselerer, kan uanset § 21, stk. 2, nr. 2, have en aktiekapital på 1 mill. kr. Sådanne selskaber skal dog senest 3 år efter denne lovs ikrafttræden have en aktiekapital på 3 mill. kr. og skal 5 år efter denne lovs ikrafttræden opfylde kravet i § 21, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Såfremt aktier, der omfattes af stk. 1, ved aftale overdrages, og såfremt børsmæglerselskabets aktiekapital ikke andrager 5 mill. kr., skal aktiekapitalen inden 3 måneder efter overdragelsen forhøjes til mindst 5 mill. kr. Såfremt forhøjelsesbeløbet ikke er tegnet og indbetalt inden denne frist, er erhververen af de af stk. 1 omfattede aktier pligtige straks at tegne og indbetale beløbet. Dette gælder dog ikke ved overdragelsen til andre personer, som ved denne lovs ikrafttrædelse havde beskikkelse som vekselerer.

Stk. 3. En person, der ved lovens ikrafttræden havde beskikkelse som fondsbørsvekselerer, kan uanset § 29 efter anmeldelse til tilsynet med banker og sparekasser

    1. fortsætte med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed, som han drev ved denne lovs ikrafttræden, og
    1. eje aktiemajoriteten eller i øvrigt have bestemmende indflydelse i en bank eller et kreditinstitut.