§ Lov om Københavns Fondsbørs (* 1) · kapitel 1 af 12
Kapitel 1 – *INDLEDENDE BESTEMMELSER*
LOV nr 316 af 04/06/1986
§ 1. Københavns Fondsbørs er en selvejende institution, der har til formål at drive børsvirksomhed ved
-
- regelmæssigt at sammenføre både købs- og salgstilbud i værdipapirer til offentlig handel og kursnotering,
-
- at drive de hertil nødvendige handelssystemer,
-
- at drive et officielt informationssystem, herunder at offentliggøre kurser og omsætninger, og
-
- at bistå Danmarks Nationalbank og værdipapircentralen med afvikling af handelen.
§ 2. Til offentlig handel og kursnotering på Københavns Fondsbørs kan optages aktier, obligationer, andele i investeringsforeninger og lignende værdipapirer. Industriministeren kan tillade, at andre værdipapirer optages på Københavns Fondsbørs.
§ 3. Københavns Fondsbørs er eneberettiget til her i landet at drive den virksomhed, der er nævnt i § 1, nr. 1, 2 og 3.
§ 4. Børsmæglerselskaber har sammen med pengeinstitutter og de kreditinstitutter, der har særlig tilladelse, eneret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af børsnoterede værdipapirer.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for henvendelser til offentligheden, som en udsteder foretager vedrørende børsnoterede værdipapirer, som udstederen selv har udstedt.