Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) § 22
§ 22. Den, der har påbegyndt lovligt fiskeri med forsvarligt afmærkede redskaber, jfr. § 21, har fortrinsret til benyttelse af pladsen fremfor andre fiskere, så længe fiskeriet udøves, og må ikke fortrænges fra stedet eller forulempes i sit fiskeri af disse. For så vidt angår pæleredskaber, der ikke udsættes med 3 eller 6-årig fortrinsret på bundgarnspladser, jfr. reglerne herom i § 24, og som i deres hele anbringes på vanddybder over 2 m, indtræder fortrinsretten allerede, når ramning af pælene påbegyndes, såfremt der slås et stade færdigt ad gangen og arbejdet tilendebringes inden 14 dage.
Stk. 2. Den, der lovligt har etableret havbrug, må ikke fortrænges fra stedet eller forulempes i driften af bruget.
Stk. 3. Under udsætningen af redskaber skal enhver fisker søge undgået, at hans redskaber kommer andre redskaber så nær, at de ikke kan holdes klar af hinanden. Den, der sidst har begyndt udsætningen af sine redskaber, skal vige for den, der har begyndt først. Viser det sig ved dragningen, at redskaberne er blevet uklare og det bliver nødvendigt at kappe, skal dette altid ske på egne redskaber.
Stk. 4. Åleruser må ikke røgtes fra 1 time efter solnedgang til 1 time før solopgang.
Stk. 5. Forvoldes der under fiskeri skade på lovligt udsatte og forsvarligt afmærkede redskaber, uden at forholdet omfattes af § 18, stk. 5, skal skade erstattes af den, der udøver fiskeriet eller lader det udøve, medmindre det godtgøres, at skaden ikke kunne være afværget ved sædvanlig agtpågivenhed. Det samme gælder, hvor skaden forvoldes af drivende redskaber.
Kilde: Retsinformation.dk