Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) § 20

§ 20. Hvor der nægtes en erhvervs- eller bierhvervsfisker plads til ophaling af hans både, oplagsplads for hans bundgarnspæle og tørreplads for hans garn med nødvendige garnhuse og tjæregryder, og mindelig overenskomst ikke opnås, kan han forlange spørgsmålet, om og hvor en passende ophalings-, oplags- og tørreplads kan anvises enten på den udyrkede og for græsvækst blottede strandbred eller, hvor en sådan ikke findes, andetsteds i nærheden, afgjort på sin bekostning af 3 dertil af retten udmeldte uvildige mænd, hvoraf mindst den ene skal være fiskerikyndig.

Stk. 2. Ved sagens afgørelse skal det tages under overvejelse, om der efter de forhåndenværende omstændigheder er vægtig begrundelse for at opfylde fiskerens begæring imod vedkommende ejers eller brugers protest, og iagttages, at afsavnet af den plads, der anvises fiskeren, ikke forvolder dens ejer eller bruger større skade eller ulempe end uundgåelig fornødent, og navnlig at plads ikke anvises inden for områder, hvis særlige erhvervsmæssige udnyttelse eller benyttelse til have, gårdsplads eller lignende er til hinder herfor. I øvrigt vil det ved anvisning af pladsen være at iagttage, at denne kommer til at ligge så nær som muligt ved det sted, hvor både og redskaber føres i land. Både ejer og fiskere er berettigede til at forlange, at pladsen skal indhegnes efter hegnsmyndighedernes anvisning.

Stk. 3. Erstatningen for pladsen fastsættes, i mangel af mindelig overenskomst, for 5 år ad gangen af de af retten udmeldte, uvildige personer. Erstatningen udredes årligt forud, forinden pladsen må tages i brug. Enhver, som deltager i erstatningens udredelse, er berettiget til at bruge pladsen.

Stk. 4. Er nogen af parterne utilfreds med den trufne afgørelse, kan vedkommende inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt ham, forlange udmeldt det dobbelte antal uvildige personer, hvoraf mindst 2 skal være fiskerikyndige, og hvis afgørelse ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Ved afgørelsen skal bestemmes, hvem der skal bære omkostningerne. Disse kan pålægges en af parterne eller fordeles mellem begge parter. Omkostninger skal betales inden 15 dage efter afgørelsens forkyndelse og kan inddrives ved udpantning.

Stk. 5. Når 5 år er forløbet efter,at en sag sidst er blevet afgjort ved uvildige personers skøn, har såvel ejeren som fiskerne eller andre deri interesserede ret til på samme måde at kræve spørgsmålet afgjort på ny.

Kilde: Retsinformation.dk