§ Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) · kapitel 8 af 9
Kapitel 8 – *STRAF OG PÅTALE*
LOV nr 306 af 04/06/1986
§ 42. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der:
-
- overtræder § 2, § 4, stk. 2, § 8, § 9, § 12, stk. 2, § 14, stk. 1 og 5, § 15, § 16, § 17, stk. 1 og 2, § 18, stk. 2- 4, § 19, § 22, stk. 1- 4, § 23, stk. 2-6 og 8, § 24, stk. 7, § 25, § 26, stk. 2 og 3, § 29, § 32 og § 40,
-
- tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 4, stk. 4, § 14, stk. 1, eller § 26, stk. 4,
-
- undlader at efterkomme påbud eller forbud meddelt i henhold til loven eller de i medfør heraf udfærdigede forskrifter,
-
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for den i § 3, § 4 og § 38 omhandlede dokumentation og
-
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller fortier oplysninger der afkræves i henhold til § 38 og § 41.
Stk. 2. I forskrifter og vedtægter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne og vedtægterne.
Stk. 3. For overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller på tilsvarende måde af et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 43. Bøder efter denne lov fordeles af fiskeriministeren mellem Danske Fiskeres kulturelle Fond, Dansk Fiskeriforenings Hjælpefond og Danmarks Havfiskeriforenings Hjælpefond med henholdsvis 1/2, 1/3 og 1/6 til hver. Ophæves de nævnte fonde, bestemmes ved kgl. resolution, hvorledes de fondene tillagte bøder skal anvendes.
§ 44. Med hensyn til konfiskation gælder borgerlig straffelovs regler herom. Fangst eller værdien heraf kan dog konfiskeres, selv om det ikke med sikkerhed kan godtgøres, at den i det hele hidrører fra det ulovlige forhold.
Stk. 2. I sager om overtrædelse af bestemmelser om fredning af fisk, alger, krebs, bløddyr eller mindstemål for fisk kan fiskerikontrollen, når værdien åbenbart ikke overstiger 1.000 kr., tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig indforstået med konfiskationen.
Stk. 3. Med hensyn til den i stk. 2 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
§ 45. Findes der ulovligt redskab i vandet eller redskab, som ikke er mærket eller afmærket efter forskrifterne, eller som ikke er røgtet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 29, stk. 3, kan redskabet konfiskeres, såfremt det ikke kan oplyses, hvem der er ejer af det. Det samme gælder redskaber, der er sat eller forladt på steder, hvor fiskeri med disse redskaber ikke må finde sted, eller på steder, hvor en anden er eneberettiget til fiskeri eller til den pågældende art af fiskeri.
§ 46. Udenlandske skibe, der har været anvendt til fiskeri på dansk fiskeriterritorium under sådanne omstændigheder, at strafansvar er indtrådt efter reglerne i § 42, kan tilbageholdes af de tilsynsførende myndigheder, indtil de forskyldte bødebeløb og sagsomkostninger er betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i skibet.
Stk. 2. Med hensyn til de nævnte myndigheders iværksættelse af tilbageholdelsen finder de i §§ 824 og 825 i lov om rettens pleje fastsatte regler om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, tilsvarende anvendelse. Tilbageholdelsen kan kun ske, såfremt det er påkrævet for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var den, der havde rådighed over skibet under fiskeriet, uberettiget i besiddelse af det, kan tilbageholdelse ikke ske.
Stk. 3. Fredet fisk eller undermålsfisk skal af fiskerikontrollen umiddelbart efter bevaringstagelsen eller beslaglæggelsen udsættes i frit vand, for så vidt fisken er i levedygtig stand.
§ 47. Overtrædelse af bestemmelserne i § 16, § 19, stk. 1, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 2-8, er undergivet privat påtale.