← Lov om miljø og genteknologi

§ Lov om miljø og genteknologi · kapitel 4 af 6

Kapitel 4 – *Myndigheder*

LOV nr 288 af 04/06/1986

§ 24. Henlægger miljøministeren sine beføjelser efter loven til levnedsmiddelstyrelsen eller andre institutioner under miljøministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse, jfr. dog § 30.

Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan miljøministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller institutioners medvirken ved varetagelsen af opgaver efter loven. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I hovedstadsområdet udøver hovedstadsrådet de opgaver, som loven henlægger til amtsrådene, eller som henlægges til amtsrådene i henhold til regler udstedt efter loven.

§ 25. Miljøministeren kan i konkrete sager af mere vidtrækkende betydning bestemme, at afgørelser efter loven skal træffes af ministeren i stedet for af amtsrådet.

Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge amtsrådene og kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, omfattet af loven op til behandling og beslutning.

Stk. 3. Miljøministeren kan på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.