← Lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.

§ Lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. · kapitel 3 af 4

Kapitel 3 – *Kirkelig betjening af folkekirkens menigheder*

LOV nr 218 af 23/04/1986

§ 20. Til en sognemenighed hører medlemmer af folkekirken, der har bopæl i sognet, jfr. dog stk. 2, eller som ifølge særlig bestemmelse er henvist til sognemenigheden.

Stk. 2. Sognemenigheden omfatter ikke de medlemmer af folkekirken, som ifølge særlige bestemmelser er medlemmer af en anden folkekirkelig menighed. Medlemmer af de særlige menigheder for døve bevarer dog tilhørsforholdet til sognemenigheden i det sogn, hvor de bor.

Stk. 3. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst sognebånd.

Stk. 4. Medlemmer af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 21. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådets eller menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener beboerne i sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 22. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom, eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.