← Lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (* 1)

§ Lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (* 1) · kapitel 8 af 8

Kapitel 8 – *Almindelige bestemmelser*

LOV nr 198 af 09/04/1986

§ 21. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om udformningen af ansøgninger m.v. efter denne lov og om, at ansøgninger m.v. efter kapitel 2 og 3 skal udfærdiges med bistand af en person som nævnt i stk. 2.

     Stk. 2. Landbrugsministeren kan efter indhentet udtalelse fra De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Dansk Erhvervsgartnerforening eller Dansk Erhvervsfrugtavl godkende personer til at bistå med at udfærdige ansøgninger m.v. Landbrugsministeren fastsætter antallet af personer, der kan godkendes efter 1. pkt.

     Stk. 3. Landbrugsministeren kan bestemme, at andre organisationer end dem, der er nævnt i stk. 2, kan afgive udtalelse om godkendelse af personer efter stk. 2.

     § 22. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn med de arbejder, hvortil der ydes tilskud efter denne lov.

     § 23. Landbrugsministeren kan bemyndige et under ministeriet oprettet direktorat til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

     Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelser efter stk. 1, herunder at afgørelsen ikke skal kunne indbringes for ministeren.

     § 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, hvilken betydning det har for ydelse af støtte efter denne lov, at ansøgeren tidligere har modtaget støtte efter denne eller anden lov eller har mulighed for at modtage støtte efter anden lov.

     § 25. Landbrugsministeren kan fastsætte regler, som tilpasser støtten efter behovet i de forskellige områder af landet.

     § 26. Støtte efter denne lov bortfalder,

    1. hvis en jordbrugsbedrift, hvortil der er ydet støtte, afhændes,
    1. hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
    1. hvis tilskudsmodtageren tilsidesætter sin pligt efter regler udstedt i medfør af § 22, eller
    1. hvis forudsætningerne for støtte i øvrigt efter landbrugsministerens skøn er væsentligt forrykket.

     Stk. 2. Støtte til forbedringsplaner bortfalder desuden,

    1. hvis brugerforholdene på en jordbrugsbedrift, som er omfattet af forbedringsplanen, ændres,
    1. hvis projektet, der omhandles i forbedringsplanen, viser sig at lide af væsentlige tekniske fejl eller mangler,
    1. hvis forbedringsplanen ikke gennemføres i overensstemmelse med planens bestemmelser, eller
    1. hvis de i henhold til planen opførte bygninger og faste anlæg, indkøbt materiel og lignende i tilskudsperioden anvendes til andre formål end forudsat i planen.

     Stk. 3. I de tilfælde, der er anført i stk. 1 og 2, kan landbrugsministeren bestemme, at ydede beløb skal tilbagebetales.

     Stk. 4. Når forholdene taler derfor, kan landbrugsministeren gøre undtagelse fra bestemmelserne i stk. 1 og 2.

     § 27. Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter loven har landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, adgang uden retskendelse til bedrifter, der har opnået tilsagn om støtte efter loven. På tilsvarende måde har landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, adgang til bedrifternes regnskaber, forretningsbøger m.m.

     Stk. 2. Legitimation skal forevises på forlangende.

     § 28. I lov nr. 292 af 14. juni 1974 om tilskud til fremme af regnskabsføring i jordbrugsbedrifter, som ændret ved § 4 i lov nr. 702 af 21. december 1982, foretages følgende ændring:

I § 2, 2. pkt., ændres »art. 11, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers rådsdirektiv nr. 72/159/EØF.« til: »art. 9 i Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordning (EØF) nr. 797/85 af 12. marts 1985 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet.«.

     § 29. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

     Stk. 2. Lov nr. 222 af 26. april 1973 om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter ophæves. Loven finder dog fortsat anvendelse på tilskud, hvorom ansøgning er indgivet inden den 1. oktober 1985.

     § 30. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg slot, den 9. april 1986

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

    /BRITTA SCHALL HOLBERG

Officielle noter

Loven ophæves med undtagelse af § 1, stk. 2 og §§ 19 og 20 samt §§ 20-29. For så vidt bestemmelserne angår § 1, stk. 2, og §§ 19 og 20. Loven er fortsat gældende for ansøgninger indgivet inden tidspunktet for lovens ophævelse. Administrative forskrifter udstedt i medfør af loven, jf. LBEK 715 af 30. august 1995, jf. LOV nr 479 af 12. juni 1996