Lov om en børnefamilieydelse § 5
§ 5. Udbetaling af ydelsen efter § 4, stk. 1, sker uden ansøgning. Udbetaling af ydelsen efter § 4, stk. 2, 3 og 4, når udbetaling skal ske til faderen, samt efter § 4, stk. 5 og 6, sker efter ansøgning til det sociale udvalg, hvor ansøgeren bor.
Stk. 2. Afgørelser om udbetaling af ydelser efter loven kan, bortset fra det tilfælde, der er nævnt i stk. 4, påklages efter reglerne i lov om børnetilskud og andre familieydelser og de regler, der fastsættes om klager efter den nævnte lov.
Stk. 3. Spørgsmål om senere ændring af en afgørelse efter § 4, behandles efter ansøgning af det sociale udvalg, hvor modtageren af ydelsen bor.
Stk. 4. Om en person opfylder betingelsen i § 2, nr. 1, afgøres altid af amtsskatteinspektoratet på det sted, hvor personen bor.
Stk. 5. Afgørelser efter stk. 4 kan påklages til statsskattedirektoratet. Klagen indgives til det sociale udvalg, der videresender klagen til amtsskatteinspektoratet. Amtsskatteinspektoratet videresender klagen til statsskattedirektoratet forsynet med en udtalelse om klagen. Klagen skal være modtaget af det sociale udvalg senest 4 uger efter, at der er givet vedkommende meddelelse om afgørelsen. Statsskattedirektoratet kan se bort fra overskridelsen af klagefristen, når der er særlig grund hertil.
Stk. 6. Afgørelser efter stk. 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 7. I kommuner, der har magistratsordning, udføres det sociale udvalgs opgaver efter loven af magistraten. For Københavns og Frederiksberg kommuner udfører endvidere skattedirektoratet de opgaver, som amtsskatteinspektoratet har efter loven.
Kilde: Retsinformation.dk