Lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. § 5
§ 5. I den efter § 3 opgjorte indkomst kan de i § 1, nr. 1, nævnte fonde desuden foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen. Fradraget kan ikke overstige 25 pct. af de i indkomståret foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, jfr. § 4, stk. 1.
Stk. 2. Ministeren for skatter og afgifter eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at de i § 1, nr. 1, nævnte fonde foretager fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats, såfremt formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen.
Stk. 3. Foreninger som nævnt i § 1, nr. 2, kan i den efter § 3 opgjorte indkomst foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af foreningsformuen. Fradraget kan dog højst udgøre en andel af foreningsformuen svarende til den procentvise stigning i reguleringspristallet for april i indkomståret, i forhold til reguleringspristallet for april året før. Ændringen opgøres på grundlag af reguleringspristallet, der har januar 1980 = 100, og afrundes til hele procenter. Hvis indkomståret ikke er sammenfaldende med kalenderåret, sker reguleringen på grundlag af reguleringspristallet for april i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for, sammenholdt med reguleringspristallet for april året før. Den procent, hvormed reguleringspristallet i et indkomstår er ændret i forhold til reguleringspristallet for april året før, kan kun danne grundlag for hensættelser til konsolidering en gang. Hvor flere indkomstår træder i stedet for samme kalenderår, foretages hensættelsen for det første indkomstår.
Stk. 4. Ved beregning af fradraget efter stk. 3 opgøres værdien af foreningsformuen i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler.
Kilde: Retsinformation.dk