Lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. § 15
§ 15. Selskabsskattelovens regler om ligning, selvangivelse og opkrævning finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på de af denne lov omfattede fonde, foreninger og institutter m.v.
Stk. 2. Foreninger som nævnt i § 1, nr. 2 og 3, der ikke oppebærer rente- og udbytteindkomst ud over 200.000 kr., kan i stedet for selvangivelse indgive erklæring herom. Oppebærer foreningen indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed, skal der dog indgives selvangivelse om denne indkomst. Har foreningen oppebåret væsentlige ekstraordinære skattepligtige indtægter i form af avancer m.v., skal der uanset reglen i 1. pkt. indgives selvangivelse.
Stk. 3. Fonde, som nævnt i § 1, nr. 1, der driver offentligt tilgængelige museer, og som har opnået tilladelse efter § 4, stk. 7, til uden begrænsninger at foretage hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige kulturelle formål, kan i stedet for selvangivelse indgive erklæring om, at overskuddet udelukkende anvendes til museets formål.
Stk. 4. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter nærmere regler om opkrævning og inddrivelse af skatter fra fonde, foreninger og institutter.
Kilde: Retsinformation.dk