← Lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven)

§ Lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven) · kapitel 6 af 9

Kapitel 6 – *Dødsfald*

LOV nr 144 af 19/03/1986

§ 17. Når den skattepligtige afgår ved døden, indtræder en efterlevende ægtefælle, der er omfattet af kildeskattelovens § 29, stk. 1 - 3, (uskiftet bo m.v.), i afdødes stilling vedrørende indestående på konto for opsparet overskud og indskudskonto i det omfang, virksomheden indgår i fællesejet.

     § 18. En person, der får udlagt virksomheden fra et dødsbo, der ikke er fritaget for beskatning efter kildeskattelovens § 16, kan overtage indestående på kontoen for opsparet overskud. Det er en forudsætning, at den pågældende ægtefælle, arving eller legatar opfylder kravene i denne lov. Overtagelsen kan ske, selv om virksomhedens værdi overstiger modtagerens andel i boet, jfr. dog stk. 2. En efterlevende ægtefælle, som overtager virksomheden, kan dog overtage indestående på indskudskontoen.

     Stk. 2. En testamentsarving eller legatar, der ikke er arveberettiget som følge af sit slægtskabsforhold til afdøde, kan højst overtage et indestående på konto for opsparet virksomhedsoverskud, der svarer til arvens størrelse. Et overskydende indestående på kontoen behandles efter reglerne i § 19.

     Stk. 3. Af det indestående, som udlægsmodtageren overtager, beregnes en passivpost på 12 1/2 pct. Passivposten har virkning for arveafgiftsberegningen og bodelingen, jfr. kildeskattelovens § 33 A, stk. 1.

     § 19. Hvis virksomheden ikke indgår i uskiftet bo m.v. som nævnt i § 17 og en udlægsmodtager ikke overtager opsparet overskud efter § 18, bliver virksomhedsskatten endelig. Indestående på dødsdagen på konto for opsparet overskud med fradrag af beløb, der er overtaget efter § 18, stk. 1, samt fradrag af 65.000 kr., beskattes med 25 pct. 2. punktum gælder dog kun i det omfang, virksomheden indgår i et dødsbo, der ikke er fritaget for beskatning, jfr. kildeskattelovens § 16. Skatten forfalder samtidig med boskatten for boets sidste indkomstår og behandles som en del af denne med hensyn til påligning, opkrævning, hæftelse, inddrivelse og afregning af kommunal andel.

     Stk. 2. Når indehaverens ægtefælle afgår ved døden, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse i det omfang, virksomheden er ægtefællernes fælleseje.

     Stk. 3. Ved skifte af uskiftet bo, hvori virksomheden indgår, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på det overskud, der er opsparet i virksomheden på det tidspunkt, hvor skiftebegæringen imødekommes.

     § 20. Såfremt indestående på konto for opsparet overskud udgør over 65.000 kr. ved udgangen af året forud for dødsåret, skal der foretages afsluttende ansættelse af afdødes indkomst i dødsåret. Selvangivelse skal indsendes inden udløbet af fristerne i kildeskattelovens § 14, stk. 3.