Lov om omprioritering m.m. af visse almennyttige boligafdelinger og om ændring af lov om realkreditinstitutter og lov om boligbyggeri § 8

§ 8. Boligselskabernes Landsbyggefond kan i ganske særlige tilfælde med boligministerens tilladelse yde lån til boligafdelinger, der omprioriteres til indekslån efter reglerne i denne lov. Lån kan ydes til afdelinger med væsentlige økonomiske vanskeligheder uanset omprioriteringen. Lån kan endvidere ydes til afdelinger, der ikke omprioriteres, såfremt disse har væsentlige økonomiske vanskeligheder.

Stk. 2. Lån efter stk. 1 er rentefri. De afdrages, når ejendommens økonomi efter landsbyggefondens skøn tillader det, herunder når ændrede forhold for byggeriet, f.eks. en stigning i det almindelige lejeniveau, taler derfor. Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 50 år efter ydelsen af lånet. Boligministeren kan forlange, at fonden tager op til overvejelse, om afdragsfriheden skal ophøre. Fondens afgørelse efter 2. pkt. kan ændres af boligministeren. Regler om afdragsvilkår fastsættes af fonden med boligministerens godkendelse.

Stk. 3. Lån efter stk. 1 sikres ved pantebrev, der tinglyses på ejendommen. Fondens panterettigheder skal tjene til sikkerhed for de udbetalte lån fra staten, kommunen og eventuelt hovedstadsrådet, jfr. §§ 10 og 11. Kommunens og hovedstadsrådets lån er sideordnede. Fondens pantebreve kan ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke afhændes, pantsættes eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning fra andre kreditorers side. Kommunalbestyrelsen udøver rettighederne i henhold til denne bestemmelse på statens og kommunens vegne.

Stk. 4. Boligministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af lån efter stk. 1 med henblik på, at lånene anvendes til de formål, der er nævnt i § 5.

Stk. 5. Ansøgning om lån efter stk. 1 skal være indsendt til Boligselskabernes Landsbyggefond inden den 1. september 1985.

Kilde: Retsinformation.dk