Kapitel 5 – *Almindelige bestemmelser*

§ 33. Sønæringsbeviser udstedes uden betaling og udformes efter forskrifter fastsat af industriministeren.

Stk. 2. Duelighedsbeviser udstedes af den person eller den skole, for hvem duelighedsprøve er aflagt.

Stk. 3. De øvrige beviser udstedes af de myndigheder, industriministeren bemyndiger dertil.

Stk. 4. Sønæringsbeviser efter §§ 2-15 og bevis som skibsradiotelegrafist efter § 17 mister deres gyldighed, såfremt indehaveren ikke for enhver forudgående 5 års periode kan dokumentere at have udført 12 måneders tjeneste i stilling, hvor sådant bevis kræves, eller haft anden af industriministeren godkendt beskæftigelse, som kan sidestilles hermed. Ministeren fastsætter regler om generhvervelse af sønæringsrettigheder.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 4 bevares de rettigheder som yachtskipper, der er tillagt sådanne beviser, jfr. § 35, stk. 2 og stk. 3.

§ 34. Industriministeren fastsætter regler om særlige uddannelseskrav for officerer og mandskab i olie-, kemikalie- og gastankskibe. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om særlige uddannelseskrav for officerer i skibe med særlige manøvreegenskaber eller skibe med særlig udrustning.

§ 35. Den, der har bevis som styrmand af 1. eller 2. grad, anses tillige for at have bevis som styrmand af 3. grad. Den, der før 1. marts 1984 har erhvervet bevis som styrmand af 1. eller 2. grad, anses tillige for at have bevis som sætteskipper, såfremt vedkommende har dansk indfødsret.

Stk. 2. Den, der har bevis som styrmand af 3. grad eller som sætteskipper, anses tillige for at have bevis som yachtskipper af 1. grad.

Stk. 3. Den, der har bevis som styrmand af 4. grad eller som kystskipper, anses tillige for at have bevis som yachtskipper af 3. grad.

Stk. 4. Den, der har bevis som fiskeskipper, anses tillige for at have bevis som yachtskipper af samme grad som fiskeskipperbeviset.

§ 36. Industriministeren kan under særlige omstændigheder tillade udstedelse af sønæringsbevis, eventuelt med begrænsede rettigheder, uanset at de krav, der er fastsat for erhvervelse af det pågældende bevis, ikke fuldt ud er opfyldt. Fritagelse for opfyldelse af eksamens- og fartskrav kan dog kun gives, for så vidt den pågældende dokumenterer på anden måde at have erhvervet sig tilstrækkelig teoretisk og praktisk uddannelse, og fritagelse for opfyldelse af krav om dansk indfødsret kun efter forud indhentet erklæring fra søfartens fællesråd.

Stk. 2. Ministeren kan under særlige omstændigheder tillade en person vedvarende at gøre tjeneste i stilling, hvortil der ikke kræves sønæringsbevis, uanset at den pågældende ikke fuldt ud opfylder de krav, der er fastsat for mønstring i stillingen. Sådan tilladelse kan dog kun gives, for så vidt den pågældende dokumenterer at have erhvervet den erfaring og uddannelse, der er nødvendig for tjeneste i stillingen.

Stk. 3. Ministeren kan ligestille en i udlandet gennemgået søfartsuddannelse med de i denne lov omhandlede erhvervsfaglige grundkursus og afslutningskursus.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan en skibsfører, når det skønnes nødvendigt for at undgå ophold af et skib, undtagelsesvis påmønstre en person som ubefaren matros, befaren matros, ubefaren motormand, befaren motormand, ubefaren skibsassistent eller befaren skibsassistent, selv om den pågældende ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i disse bestemmelser for påmønstringen. Sådan påmønstring må kun ske for rejsen og kun under forudsætning af, at den pågældende opfylder de fartskrav, der er fastsat for påmønstring i tilsvarende stilling uden for de i § 19, stk. 1, nævnte havne.

§ 37. Industriministeren kan fastsætte, under hvilke betingelser uddannelse og tjeneste i søværnet kan danne grundlag for erhvervelse af sønæringsrettigheder.

§ 38. Industriministeren kan inddrage et sønæringsbevis, hvis det på grund af indehaverens sjælelige eller legemlige tilstand skønnes uforsvarligt fortsat at lade den pågældende udøve den virksomhed, beviset giver ret til.

Stk. 2. Indehaveren af et sønæringsbevis skal lade sig underkaste sådanne lægeundersøgelser, som er nødvendige til afgørelse af det i stk. 1 nævnte spørgsmål. Udgifterne ved undersøgelserne afholdes af staten. Undlader indehaveren at lade sig underkaste en påbudt undersøgelse, kan sønæringsbeviset inddrages.

§ 39. Inddragelsen af et sønæringsbevis kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for industriministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Industriministerens afgørelse skal indeholde oplysning om retten til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3. Når inddragelse af et sønæringsbevis forlanges indbragt for domstolene, anlægger industriministeren sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Sagen hører under sø- og handelsretten i København og uden for dennes område under søretten.

Stk. 4. Anmodning om indbringelse for domstolene har opsættende virkning. Industriministeren kan dog bestemme, at en anmodning ikke har opsættende virkning. Denne afgørelse kan ved kendelse ophæves af retten inden afgørelse af spørgsmålet om inddragelsens lovlighed.

§ 40. Et sønæringsbevis, der er inddraget, skal afleveres til industriministeriet.

Stk. 2. Industriministeren kan til enhver tid tilbagegive et inddraget sønæringsbevis, når de omstændigheder, der har begrundet inddragelsen, ikke længere findes at være til stede. Afslås en ansøgning om tilbagegivelse, kan ansøgeren forlange spørgsmålet indbragt for domstolene. Såfremt sagen tidligere har været indbragt for domstolene, kan indbringelse dog kun ske, såfremt der er forløbet mindst et år efter, at inddragelsen senest er stadfæstet ved dom. § 39, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 41. De i denne lov indeholdte krav om dansk indfødsret finder ikke anvendelse på personer, der efter De europæiske Fællesskabers regler om arbejdskraftens frie bevægelighed har adgang til lønnet beskæftigelse her i landet på samme vilkår som danske statsborgere.

Stk. 2. Den til beviserne som kystskipper, sætteskipper og skibsfører samt fiskeskipper knyttede ret til at være fører af skib fortabes, når indehaveren mister dansk indfødsret, jfr. dog stk. 1. Industriministeren kan dog under særlige omstændigheder gøre undtagelse fra denne bestemmelse. Opnår den pågældende på ny dansk indfødsret, skal retten til at føre skib dermed anses for generhvervet.

§ 42. Industriministeren kan efter samråd med redernes og de søfarendes organisationer ændre de i loven indeholdte tonnagegrænser anført i registertons brutto til grænser fastsat ved anden måleenhed. Det skal dog herved tilstræbes, at sådanne nye grænser så vidt muligt svarer til de skibsstørrelser, som de i loven anførte tonnagegrænser er udtryk for.

§ 43. Industriministeren kan bemyndige direktoratet for søfartsuddannelsen eller anden tilsvarende institution under ministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Industriministeren kan fastsætte regler om adgang til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelser efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.