§ Lov om arbejdsmarkedsuddannelser · kapitel 9 af 12
Kapitel IX – *Vilkår for deltagelse*
LOV nr 237 af 06/06/1985
§ 52. Deltagere i uddannelsesforanstaltninger efter kapitel III-V har ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder, såfremt
-
- uddannelsesforanstaltningerne finder sted i dagskoleform og er tilrettelagt som heltidsundervisning,
-
- deltageren ved kursusdeltagelsen er fyldt 20 år og er lønmodtager eller ledig og
-
- deltagerens arbejdsløshedskasse, for en ikke forsikret deltagers vedkommende arbejdsformidlingen, anbefaler deltagelsen i uddannelsen, jfr. dog § 60, stk. 4.
Stk. 2. Godtgørelsen svarer til det højeste dagpengebeløb i den statsanerkendte arbejdsløshedskasse, af hvilken deltageren er eller kunne være medlem. Har en deltager i de sidste 4 uger forud for seneste tilmelding før kursusdeltagelsen haft en højere gennemsnitlig indtægt pr. dag, ydes godtgørelsen med et hertil svarende beløb. Godtgørelsen kan dog ikke overstige 125 pct. af det højeste dagpengebeløb i vedkommende arbejdsløshedskasse.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan, efter at have indhentet en udtalelse fra uddannelsesrådet og med tilslutning af folketingets finansudvalg, fastsætte regler om ydelse af godtgørelse til deltagere under 20 år og til deltagere i kurser, der er tilrettelagt som deltidsundervisning.
Stk. 4. Arbejdsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om, at deltagere, der modtager anden offentlig støtte, ikke kan oppebære godtgørelse efter stk. 1-3.
§ 53. Arbejdsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om støtte til deltagere i uddannelsesforanstaltninger efter kapitel VI og VIII. Støtten kan dog ikke overstige 125 pct. af det højeste dagpengebeløb i den statsanerkendte arbejdsløshedskasse, af hvilken deltageren er eller kunne være medlem.
Stk. 2. Arbejdsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om støtte til deltagere i uddannelser efter kapitel VII.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om, at deltagere, der modtager anden offentlig støtte, ikke kan oppebære støtte efter stk. 1 og 2.
§ 54. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltagere i uddannelsesforanstaltninger efter loven udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til af staten at få udbetalt en refusion. Refusionen svarer til den ydelse, som deltagerne kunne have fået udbetalt efter § 52 eller § 53. Refusionen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til deltagerne under uddannelsen.
§ 55. Til udgifter til deltagernes befordring i anledning af deltagelse i uddannelsesforanstaltninger efter loven kan ydes tilskud af staten.
Stk. 2. Til udgifter til deltagernes kost og logi i forbindelse med deltagelse i uddannelsesforanstaltninger efter loven kan ydes tilskud af staten.
Stk. 3. Deltagere, som må betragtes som ikke-forsøgere, afkræves normalt betaling for kost og logi, såfremt dette er ydet i forbindelse med uddannelsen.
Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren regler om tilskud til befordringsudgifter efter stk. 1 samt om tilskud til og betaling for kost og logi efter stk. 2 og 3.
§ 56. Arbejdsministeren kan efter forhandling med finansministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om ydelse af økonomisk støtte til specialarbejdere, der søger faglig oplæring.
§ 57. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om beregning og udbetaling af godtgørelser m.v. efter §§ 52-54, 55, stk. 1 og 2, og § 56. Arbejdsministeren kan bestemme, at beregningen og udbetalingen varetages af deltagerens arbejdsløshedskasse, arbejdsformidlingskontoret eller ledelsen af uddannelsesforanstaltningen, og at der kan ydes forskud til udbetalingen.
§ 58. Personer, der har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for retten til ydelser efter dette kapitel, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter dette kapitel, skal tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.