§ Lov om fonde og visse foreninger (Fondsloven) (Den almindelige fondslov) (Lov om ikke-erhvervsdrivende fonde) · kapitel 10 af 14
Kapitel 10 – *Fondsregistret. Fondsmyndigheden*
LOV nr 300 af 06/06/1984
§ 35. Registrering af fonde foretages af justitsministeren (fondsregistret).
§ 36. Fondsmyndigheden er den minister, under hvis forretningsområde fondens hovedformål hører. Fonde med flere ligestillede formål, der ikke hører under samme minister, hører under justitsministeren.
§ 37. Fondsregistret og fondsmyndigheden kan forlange de oplysninger, der er nødvendige til varetagelse af opgaverne efter denne lov, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.
Stk. 2. Fondsregistret og fondsmyndigheden kan meddele påbud til bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer om at bringe forhold, der strider mod bestemmelser i loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven, i overensstemmelse med bestemmelserne.
§ 38. Fondsmyndigheden kan efter aftale med fondsregistret henlægge opgaver, der efter denne lov tilkommer fondsmyndigheden, til fondsregistret.
§ 39. Til dækning af udgifterne ved administrationen af denne lov kan der opkræves betaling fra de enkelte fonde, jfr. § 45, stk. 1, nr. 3. Der er udpantningsret for beløbet.