← Lov om menighedsråd

§ Lov om menighedsråd · kapitel 7 af 10

Kapitel 7 – *Menighedsrådets virksomhed*

LOV nr 221 af 16/05/1984

§ 25. Menighedsrådet deltager efter de derom fastsatte særlige regler i

    1. administrationen af kirke og kirkegård,
    1. administrationen af kirkens og præsteembedets indtægter og formue,
    1. ansættelse i præstestillinger og
    1. ansættelse i stillinger ved kirke og kirkegård.

Stk. 2. Menighedsrådet deltager i valg af biskop og provstiudvalg efter de derom fastsatte bestemmelser.

§ 26. Menighedsrådet kan af kirkekassen årligt anvende et beløb (rådighedsbeløb) på indtil 17.000 kr., når forholdene taler for det dog indtil 70.000 kr., til fremme af det kirkelige liv i sognet, pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed.

Stk. 2. Foranstaltninger, hvortil der efter anden lovgivning ydes tilskud af offentlige midler, kan ikke støttes af rådighedsbeløbet.

Stk. 3. Rådighedsbeløbet opføres på kirkekassens overslag med en specificeret angivelse af, hvorledes beløbet agtes anvendt.

Stk. 4. Kirkeministeren træffer årligt beslutning om eventuelle ændringer af de i stk. 1 nævnte maksimumsbeløb som følge af prisudviklingen.

§ 27. Til fremme af menighedsarbejdet, derunder menighedsplejen, forvalter menighedsrådet gennem kirkekassen, hvad der indkommer ved indsamlinger i kirken. Nærmere regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 28. Menighedsrådet træffer beslutning om

    1. tidspunktet for de faste gudstjenester,
    1. hvorvidt konfirmation kun skal afholdes en gang årligt samt om andre forhold vedrørende konfirmation, som ved kgl. anordning henlægges til menighedsrådets afgørelse, og om
    1. indførelse af nye autoriserede salmebøger og salmebogstillæg.

§ 29. Præsten skal have menighedsrådets samtykke til, at der

    1. ved de faste gudstjenester foretages indsamlinger,
    1. ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden, og til, at der
    1. ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer eller benyttes andre salmebøger og salmebogstillæg end de autoriserede.

Stk. 2. Til de ændringer, der er nævnt i stk. 1, nr. 3, kræves tillige biskoppens samtykke.

§ 30. Menighedsrådet skal udtale sig om de spørgsmål, der forelægges det af de kirkelige tilsynsmyndigheder.

Stk. 2. Forinden tilsynsmyndigheden træffer beslutning om spørgsmål, der særlig vedrører en menighedsrådskreds, indhentes en udtalelse fra vedkommende menighedsråd.

Stk. 3. Menighedsrådet kan behandle spørgsmål vedrørende sognemenigheden og henvende sig herom til de kirkelige tilsynsmyndigheder.

§ 31. Præsten er i sin embedsvirksomhed, herunder den private sjælesorg, uafhængig af menighedsrådet.

§ 32. Kirkekassen afholder udgifter i anledning af valg til menighedsråd og udgifter i forbindelse med rådets virksomhed, herunder diæter for deltagelse i syn over kirker og præstegårde.

§ 33. Dokumenter vedrørende køb, salg og andre dispositioner over fast ejendom og optagelse af lån skal underskrives af menighedsrådets formand og en person, der er bemyndiget dertil af menighedsrådet.