§ Lov om menighedsråd · kapitel 5 af 10
Kapitel 5 – *Ophør af medlemskab for valgte medlemmer*
LOV nr 221 af 16/05/1984
§ 19. Et medlem, der fraflytter menighedsrådskredsen, eller hvis bopæl er beliggende i en nyoprettet kreds, kan ikke forblive i menighedsrådet, medmindre rådet tillader det.
Stk. 2. Et medlem, der ønsker at udtræde af menighedsrådet, skal have rådets samtykke, medmindre medlemmet er fraflyttet menighedsrådskredsen, har bopæl i en nyoprettet kreds eller ophører med at have tilknytning til rådet gennem sognebåndsløsning, jfr. § 20.
Stk. 3. Menighedsrådet afgør, om et medlem skal udelukkes fra rådet. Udelukkelse kan kun finde sted, hvis medlemmet enten har mistet sin valgbarhed eller vedholdende undlader at opfylde sine pligter som medlem af rådet.
Stk. 4. Menighedsrådets afgørelse efter stk. 3 kan indbringes for biskoppen bortset fra spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf, der kan indbringes for kirkeministeren efter § 3 i lov om valg til menighedsråd.
§ 20. En sognebåndsløser, der er medlem af menighedsrådet i det sogn, til hvis præst der er løst sognebånd, kan bevare sit medlemskab, selv om den præst, til hvem der er løst sognebånd, fratræder sin stilling eller opsiger sognebåndsløsningen.