← Lov om valg til menighedsråd

§ Lov om valg til menighedsråd · kapitel 3 af 9

Kapitel 3 – *Valglister*

LOV nr 616 af 21/12/1983

§ 7. Forud for hvert valg udarbejder valgbestyrelsen en valgliste over vælgerne i menighedsrådskredsen. Har flere sogne eller kirkedistrikter fælles menighedsråd, udarbejdes særskilt valgliste for hvert af de pågældende sogne eller distrikter.

     Stk. 2. Valgliste udarbejdes ikke, såfremt afstemning bortfalder efter § 16.

     § 8. Vælgerne optages på valglisten i den menighedsrådskreds eller det sogn eller kirkedistrikt, hvor de har fast bopæl.

     Stk. 2. På valglisten optages vælgere, hvis tilflytning til menighedsrådskredsen er anmeldt til folkeregistret senest 18. dagen før valget.

     Stk. 3. Vælgere, der senest 18. dagen før valget har anmeldt flytning inden for menighedsrådskredsen, skal optages på valglisten under den nye bopæl.

     Stk. 4. Valglisterne udarbejdes på grundlag af oplysningerne i det centrale personregister (CPR).

     Stk. 5. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om udarbejdelse af valglisterne samt disses indretning.

     § 9. Når valglisterne er udarbejdet, udsendes der på valgbestyrelsens foranstaltning valgkort til de vælgere, der er opført på valglisterne. Valgkortet skal indeholde oplysning om vælgernes navn og adresse, nummer på valglisten samt angivelse af afstemningsstedets beliggenhed og dato og tid for afstemningen.

     Stk. 2. Kirkeministeren fastsætter regler for, hvornår valgkort skal udsendes.

     § 10. Senest 10 dage før valget bekendtgør valgbestyrelsen i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at der vil blive udsendt valgkort til vælgerne. Bekendtgørelsen skal indeholde en opfordring til personer, der mener sig berettiget til at afgive stemme, men som ikke modtager valgkort, samt personer, som fejlagtigt modtager valgkort eller valgkort med fejlagtigt indhold, om at gøre indsigelse til valgbestyrelsen.

     § 11. Valgbestyrelsen behandler indsigelser efter § 10 hurtigst muligt. Såfremt indsigelsen tages til følge, foretages rettelse i valglisten, og der udsendes om nødvendigt nyt valgkort. Rettelser i valglisten kan foretages til og med valgdagen.