← Lov om valg til menighedsråd

§ Lov om valg til menighedsråd · kapitel 1 af 9

Kapitel 1 – *Valg, valgret, valgbarhed*

LOV nr 616 af 21/12/1983

§ 1. Medlemmer af menighedsråd vælges for 4 år, regnet fra et kirkeårs begyndelse. Mandaterne bortfalder dog i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.

     Stk. 2. Ordinære valg foregår i første halvdel af november måned. Kirkeministeren fastsætter, hvornår valgene finder sted.

     Stk. 3. Oprettes nye menighedsråd i løbet af en valgperiode, gælder valget kun for resten af denne.

     § 2. Valgret til menighedsråd har ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år, medmindre den pågældende stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen.

     Stk. 2. Medlemmer af folkekirken, som ikke har dansk indfødsret, har dog kun valgret, hvis de har haft bopæl her i riget uafbrudt i et år forud for valget.

     Stk. 3. Valgmenighedsmedlemmer har ikke valgret til menighedsråd.

     Stk. 4. Personer, der er umyndiggjort med retsvirkning her i landet, har ikke valgret.

     § 3. Valgbar til menighedsråd er enhver, som opfylder betingelserne i § 2 for valgret, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af et menighedsråd. Spørgsmålet om fortabelse af valgbarhed på grund af straf afgøres af det nyvalgte menighedsråd. Afgørelsen kan indbringes for kirkeministeren.

     Stk. 2. Præster ansat i folkekirken er ikke valgbare.

     § 4. Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på en valgliste, jfr. kapitel 3.

     Stk. 2. De, der er optaget på valglisten, men ikke længere har bopæl i menighedsrådskredsen eller ikke er medlem af folkekirken, har ikke ret til at afgive stemme.

     § 5. Sognebåndsløsere og personer, der i henhold til særlig bestemmelse er henvist til en bestemt menighed, kan vælge, om de vil udøve valgretten i den menighedsrådskreds, hvor de har bopæl, eller i den anden menighedsrådskreds. De er kun valgbare i den menighedsrådskreds, hvor de har valgt at udøve valgret.

     Stk. 2. Præster har kun valgret i den menighedsrådskreds, hvor de er ansat. Præster, der er ansat i flere menighedsrådskredse, kan vælge, i hvilken kreds de vil udøve deres valgret.

     Stk. 3. Anmodning om optagelse på valglisten i en menighedsrådskreds, hvor vælgeren ikke har bopæl, skal fremsættes skriftligt senest 8 uger før hvert valg over for formanden for valgbestyrelsen i den pågældende menighedsrådskreds. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke oplysninger der skal følge med anmodningen. Tager valgbestyrelsen anmodningen til følge, skal den sende meddelelse til valgbestyrelsen i den menighedsrådskreds, hvor vælgeren har bopæl. Vælgeren slettes herefter af valglisten i sidstnævnte menighedsrådskreds.