Lov om byfornyelse og boligforbedring § 19

§ 19. I det omfang de foranstaltninger, som kommunalbestyrelsens beslutning omfatter, kan udføres af ejeren af en enkelt ejendom, skal kommunalbestyrelsen opfordre ejeren til inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat passende frist at fremkomme med et projekt til udførelse af foranstaltningerne. Meddelelsen skal ledsages af det i § 9, stk. 5, nævnte materiale og indeholde oplysning om reglerne i stk. 3-5.

Stk. 2. Lejerne i de pågældende ejendomme skal have samme underretning som ejerne. Reglen i § 9, stk. 1, 3. punktum, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Inden ejeren af en udlejningsejendom fremsender projektet til kommunalbestyrelsen, skal han skriftligt orientere lejerne i ejendommen. Orienteringen skal indeholde en beskrivelse af arbejdet med overslag over udgifterne, oplysning om finansiering heraf og den forventede størrelse af den lejeforhøjelse, der er en følge af foranstaltningernes gennemførelse. Orienteringen skal tillige indeholde oplysning om, at lejerne kan fremsætte indsigelse mod projektet inden for en frist på 6 uger.

Stk. 4. Er der i medfør af lejeloven valgt beboerrepræsentanter for ejendommen, skal orienteringen gives dem, og de skal have adgang til at udtale sig over ejerens projekt til opfyldelse af kommunalbestyrelsens beslutning inden for en frist på 6 uger. Det påhviler beboerrepræsentanterne at fremsende eventuelle bemærkninger fra lejerne til ejeren sammen med beboerrepræsentanternes eventuelle bemærkninger.

Stk. 5. Har et flertal af lejerne skriftligt fremsat indsigelse over for ejeren mod projektet, skal ejeren underrette kommunalbestyrelsen herom, og foranstaltningerne kan herefter kun fremmes efter påbud fra kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsens påbud kan herefter alene omfatte

    1. foranstaltninger til opfyldelse af de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte normer,
    1. foranstaltninger til afhjælpning af sundhedsfare og brandfare, jfr. § 70,
    1. foranstaltninger, der er af almen betydning for områdets forbedring eller for bygningens forbedring, og
    1. foranstaltninger til sikring af bygningens senere forbedring i forbindelse med de øvrige forbedringsarbejder.

Kilde: Retsinformation.dk