§ Lov om hjemmeværnet (Hjemmeværnsloven) · kapitel 2 af 6
Kapitel 2 – *Organisation*
LOV nr 231 af 26/05/1982
§ 2. Hjemmeværnet består af hjemmeværnskommandoen, hærhjemmeværnet, marinehjemmeværnet og flyverhjemmeværnet samt organer til støtte herfor.
Stk. 2. Hjemmeværnsledelsen består af chefen for hjemmeværnet og den kommitterede for hjemmeværnet. Hjemmeværnsledelsen er over for forsvarsministeren ansvarlig for hjemmeværnets samlede virke.
Stk. 3. Hjemmeværnsstaben bistår hjemmeværnsledelsen ved løsningen af de opgaver, der påhviler denne.
Stk. 4. Hjemmeværnsledelsen og hjemmeværnsstaben indgår i hjemmeværnskommandoen.
§ 3. Hjemmeværnet hører administrativt under forsvarsministeren.
Stk. 2. Når enheder af hjemmeværnet deltager i værnenes øvelser, er de deltagende hjemmeværnsenheder operativt underlagt vedkommende værnsenhed.
Stk. 3. Når hjemmeværnet eller dele heraf under krig eller truende udsigt til krig beordres til at deltage i løsningen af forsvarsmæssige opgaver, overtager forsvarschefen kommandoen over de deltagende hjemmeværnsenheder.
§ 4. Chefen for hjemmeværnet fastsætter bestemmelser for uddannelsen i hjemmeværnet og er forsvarschefens rådgiver i militære anliggender, der vedrører hjemmeværnet.
Stk. 2. Den kommitterede for hjemmeværnet er leder af arbejdet for tilgang til hjemmeværnet og det folkelige arbejde inden for dette. Den kommitterede virker for et godt forhold mellem hjemmeværnet og befolkningen og fastsætter bestemmelser for hjemmeværnets oplysningsvirksomhed. Den kommitterede har et antal hjemmeværnskonsulenter til sin rådighed.
§ 5. Sammensætningen og organisationen af hjemmeværnet fastsættes i øvrigt af forsvarsministeren.