← Lov om investeringsforeninger (* 1)

§ Lov om investeringsforeninger (* 1) · kapitel 11 af 13

Kapitel 11 – *Tilbagekaldelse af godkendelse og*

LOV nr 229 af 26/05/1982

opløsning m.v.

§ 52. Tilsynet med investeringsforeninger kan tilbagekalde en investeringsforenings godkendelse:

    1. hvis investeringsforeningen ikke længere opfylder betingelserne for at få godkendelse, jfr. §§ 4-5,
    1. hvis investeringsforeningen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller af forskrifter udstedt i medfør af loven,
    1. hvis investeringsforeningsvirksomheden ikke påbegyndes inden 12 måneder efter godkendelsens meddelelse, eller
    1. hvis investeringsforeningsvirksomheden ikke udøves i en periode på over 6 måneder.

Stk. 2. Afgørelser om tilbagekaldelse af godkendelse skal begrundes og meddeles godkendelsens indehaver. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til efter stk. 3 at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3. Afgørelser om tilbagekaldelse af godkendelse af en forening eller af valg af depot- eller administrationsselskab kan af foreningen eller selskabet forlanges indbragt for domstolene. § 6, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Retten kan ved kendelse tillægge begæringen om sagsanlæg opsættende virkning.

§ 53. Tilbagekaldes godkendelsen af en investeringsforening, skal foreningen opløses.

Stk. 2. Er ikke andet fastsat i lovgivningen, træffes beslutning om opløsning af en investeringsforening af generalforsamlingen og gennemføres ved likvidation. Tilsynet med investeringsforeninger kan fastsætte en frist for denne beslutnings vedtagelse. Overskrides fristen, kan tilsynet beslutte, at investeringsforeningen træder i likvidation.

Stk. 3. Tilsynet med investeringsforeninger kan efter reglerne om tilbagekaldelse af godkendelse nedlægge forbud mod fortsat virksomhed for de investeringsforeninger, der er registreret i medfør af § 61. Nedlæggelse af forbud mod fortsat virksomhed sidestilles med tilbagekaldelse af godkendelse i henhold til § 52.

§ 54. De for aktieselskaber gældende opløsningsbestemmelser finder med de fornødne tillempelser anvendelse på investeringsforeninger.

§ 55. Industriministeren kan efter at have indhentet en udtalelse fra tilsynet med investeringsforeninger udnævne en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen, såfremt hensynet til investeringsforeningens medlemmer eller kreditorer taler herfor.

§ 56. Bestemmelserne i denne lov om tilsynet med investeringsforeningers beføjelser og om investeringsforeningernes pligter over for tilsynet finder med de ændringer, der følger af forholdets natur, anvendelse på foreninger, der er under opløsning.

§ 57. En beslutning om fusion af to eller flere investeringsforeninger eller af to eller flere afdelinger af samme forening er ikke gyldig, før tilsynets tilladelse til fusionen foreligger.