← Lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (kulbrinteopkrævningsloven) (* 1)

§ Lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (kulbrinteopkrævningsloven) (* 1) · kapitel 2 af 7

Kapitel 2 – *Særlige regler om skatteansættelsen*

LOV nr 176 af 28/04/1982

§ 2. Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, skatteansættes af ligningsrådet. Ansættelsen omfatter:

    1. særskilt indkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 2;
    1. kulbrinteindkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 3;
    1. anden indkomst, der er skattepligtig her til landet;
    1. skattepligtig formue.

Stk. 2. Ligningsrådet kan bestemme, at ligningskommissionen, jfr. ligningslovens § 32D, stk. 2 og 3, og selskabsskattelovens § 24, foretager den i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte ansættelse.

Stk. 3. Ansættelsen af skattepligtige efter kulbrinteskatteloven, der ikke tillige er omfattet af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 eller 2 eller selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 om skattepligt, foretages af ligningsrådet.

§ 3. I tilfælde, hvor der foreligger behørig selvangivelse, skal ligningsrådet, forinden det foretager en ansættelse til et andet beløb end selvangivet, give den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. I disse tilfælde samt i tilfælde, hvor ansættelsen foretages, uden at der foreligger behørig selvangivelse, skal den skattepligtige underrettes om ansættelsen, begrundelsen for denne og klageadgangen.

Stk. 2. Ligningsrådet kan af egen drift eller på begæring fra den skattepligtige tage en tidligere af ligningsrådet foretagen skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Rådet kan ikke ændre en ansættelse i det omfang, landsskatteretten i en kendelse har taget stilling til ansættelsen. Forinden rådet foretager ændring af en ansættelse, skal der gives den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. Der skal i underretningen til den skattepligtige om den ændrede ansættelse gives oplysning om begrundelsen for denne og vejledning om klageadgangen.