§ Lov om biavl · kapitel 1 af 6
Kapitel 1 – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 115 af 31/03/1982
§ 1. Ved administrationen af denne lov og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser bistås landbrugsministeren af statens bisygdomsnævn, statens planteavlsforsøg samt af et antal bisygdomsinspektører, tilsynsmænd og kyndige biavlere.
Stk. 2. Statens bisygdomsnævn består af 7 medlemmer, der udnævnes af landbrugsministeren. Landbrugsministeren udpeger nævnets formand. De øvrige medlemmer udnævnes efter indstilling således:
statens planteavlsudvalg: 3 medlemmer
biavlere: 3 medlemmer, hvoraf 1 medlem skal være særlig sagkyndig vedrørende bisygdomme.
Stk. 3. Landbrugsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om bisygdomsnævnets sammensætning og funktion, om autorisation af bisygdomsinspektører og tilsynsmænd samt om registrering af kyndige biavlere.
§ 2. Bisygdomsinspektører, tilsynsmænd, særligt sagkyndige, der er udsendt af nævnet, samt medlemmer af statens bisygdomsnævn skal mod forevisning af behørig legitimation have uhindret adgang til undersøgelse af bistader og bifamilier samt af alt til bigården hørende materiel og tavlebygning. Ejeren er pligtig at forevise det ovenfor nævnte og til at lade udtage fornødne prøver.
§ 3. Statens bisygdomsnævn kan iværksætte forsøgsarbejde med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme hos bier.