Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (* 2) § 27

§ 27. Værdiansættelsen af anlægsaktiver skal tage udgangspunkt i anskaffelses- eller kostpris.

Stk. 2. Anskaffelsesprisen fås ved til købsprisen at lægge de omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, på hvilket aktivet tages i brug.

Stk. 3. Kostprisen fås ved til råvarernes og hjælpematerialernes anskaffelsespris at lægge de omkostninger, der direkte kan henføres til det fremstillede aktiv. I kostprisen kan medregnes en rimelig del af de omkostninger, der kun indirekte kan henføres til det fremstillede aktiv, forudsat at disse omkostninger vedrører fremstillingsperioden.

Stk. 4. Renter af kapital, der er lånt til finansiering af anlægsaktiver, og som vedrører fremstillingsperioden, kan medregnes i kostprisen. Medregning af renter i kostprisen skal angives i noterne.

Kilde: Retsinformation.dk