Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (* 2) § 1
§ 1. Denne lov finder anvendelse på de selskaber, der omfattes af lov om aktieselskaber og lov om anpartsselskaber, bortset fra banker, forsikringsaktieselskaber og selskaber, der omfattes af lov om visse kreditinstitutter. For selskaber, der omfattes af lov om visse kreditinstitutter, kan industriministeren dog fastsætte regler om aflæggelse af årsregnskab m. v.
Stk. 2. I denne lov forstås ved:
1. Selskabsdeltager:
aktionær eller anpartshaver.
2. Selskabskapital:
aktiekapital eller indskudskapital i et anpartsselskab.
3. Kapitalandele:
andele i aktieselskaber (aktier), andele i anpartsselskaber (anparter) samt andele i andre virksomheders egenkapital.
4. Kapitalinteresser:
kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder.
5. Dattervirksomheder:
aktieselskaber og anpartsselskaber, som er datterselskaber af et selskab, jfr. § 2 i aktieselskabsloven og i anpartsselskabsloven, samt andre virksomheder, med hvilke selskabet har en tilsvarende forbindelse.
6. Associerede virksomheder:
virksomheder, som ikke er dattervirksomheder, men i hvilke et selskab har kapitalandele med henblik på en varig tilknytning, der bidrager til selskabets aktiviteter. En virksomhed formodes at være en associeret virksomhed, hvis selskabet ejer 20 pct. eller mere af dens kapital, medmindre andet fremgår af selskabets og virksomhedens forhold og omstændighederne i øvrigt.
7. Koncernvirksomheder:
et moderselskab og dets dattervirksomheder, jfr. nr. 5.
Kilde: Retsinformation.dk