← Civilforsvarslov

§ Civilforsvarslov · kapitel 3 af 7

KAPITEL III – *DET LOKALE CIVILFORSVAR*

LOV nr 253 af 27/05/1981

DET LOKALE STATSLIGE CIVILFORSVAR

§ 15. Politimesteren varetager efter regler fastsat af indenrigsministeren følgende opgaver: 1) evakuering, 2) varsling af civilbefolkningen, 3) afspærring og bevogtning i forbindelse med løsning af civilforsvarets opgaver, 4) tilsyn med mørklægning og 5) andre civilforsvarsopgaver, som indenrigsministeren efter forhandling med justitsministeren henlægger til politiet.

Stk. 2. Indenrigsministeren bestemmer, hvem der varetager opgaverne efter stk. 1 i de politikredse, hvor det kommunale civilforsvar er samordnet efter §§ 23 og 24.

DET KOMMUNALE CIVILFORSVAR

ORGANISATION

§ 16. Kommunens civilforsvar hører under kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal nedsætte en civilforsvarskommission, der varetager ledelsen af civilforsvaret på kommunalbestyrelsens vegne.

Stk. 3. Civilforsvarskommissionen består af borgmesteren (formand), 4 medlemmer valgt af kommunalbestyrelsen, hvoraf mindst 2 skal være medlemmer af kommunalbestyrelsen, politimesteren og 2 medlemmer valgt af sådanne frivillige organisationer, med hvilke indenrigsministeren har truffet aftale, jfr. § 5.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan uden for de områder, der er nævnt i § 24, bestemme, at civilforsvarskommissionen sammenlægges med brandkommissionen til en beredskabskommission med den i stk. 3 nævnte sammensætning. De 2 medlemmer, som er valgt af de frivillige organisationer, har ikke stemmeret i sager vedrørende brandvæsenet. Beredskabskommissionen varetager ledelsen af civilforsvaret på kommunalbestyrelsens vegne.

Stk. 5. For deltagelse i civilforsvarskommissionens og beredskabskommissionens møder kan der ydes de medlemmer, som vælges af de i stk. 3 nævnte organisationer, diæter efter § 16 i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 6. § 20 i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse på civilforsvarskommissionen og beredskabskommissionen. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Stk. 7. Civilforsvarsstyrelsen skal underrettes om kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 4.

OPGAVER

§ 17. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en plan for kommunens civilforsvars organisation og omfang. Planen skal godkendes af indenrigsministeren.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tillige udarbejde en beredskabsplan for kommunens civilforsvar.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om planlægningen af det kommunale civilforsvar.

§ 18. Kommunens civilforsvar skal bestå af en hjælpetjeneste, der kan modtage, indkvartere og forpleje evakuerede.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at hjælpetjenesten i kommuner med bymæssigt bebyggede områder tillige skal omfatte en brandtjeneste, en reservevandsforsyningstjeneste, en redningstjeneste, en rydningstjeneste og en teknisk tjeneste. Denne hjælpetjenestes opgave er at afbøde følger af krigshandlinger af begrænset omfang og yde øjeblikkelig indsats ved mere omfattende skader.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om hjælpetjenestens organisation og virksomhed.

§ 19. Kommunalbestyrelsen varetager vedligeholdelse og drift af offentlige beskyttelsesrum, lokale kommandocentraler og lokale øvelsesanlæg.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med bedriftværn, jfr. § 27, og boligværn, jfr. § 28, efter regler fastsat af indenrigsministeren.

§ 20. Indenrigsministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal varetage andre civilforsvarsopgaver end dem, der er nævnt i §§ 17-19.

CIVILFORSVARSVEDTÆGT

§ 21. Kommunalbestyrelsen udfærdiger en vedtægt om kommunens civilforsvars virksomhed og organisation. Vedtægten skal godkendes af indenrigsministeren og være offentligt tilgængelig.

BORGMESTER OG CIVILFORSVARSLEDER

§ 22. Kommunalbestyrelsen udnævner en civilforsvarsleder, der på borgmesterens vegne leder det personel, der indsættes til løsning af kommunens civilforsvarsopgaver.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om civilforsvarslederens uddannelse.

SAMORDNING

§ 23. To eller flere kommunalbestyrelser kan samordne deres civilforsvar og ansætte en fælles civilforsvarsleder.

Stk. 2. En samordning af civilforsvaret skal godkendes af indenrigsministeren.

Stk. 3. Samordningen kan ophæves, når de deltagende kommuner er enige herom, eller når indenrigsministeren tillader det.

§ 24. Kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg kommuner samt kommunalbestyrelserne i kommunerne i Københavns amtsrådskreds skal samordne deres civilforsvar. Samordningen skal godkendes af indenrigsministeren, der i tilfælde af uenighed mellem kommunalbestyrelserne skal fastsætte samordningens indhold.

Stk. 2. I det i stk. 1 nævnte område varetages opgaverne efter §§ 17-22 af en fælles civilforsvarskommission, hvis sammensætning fastsættes af indenrigsministeren.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte kommission kan bestemme, at der for deltagelse i kommissionens møder ydes de medlemmer, som vælges af de i § 16, stk. 3, nævnte frivillige organisationer, diæter efter § 16 i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 4. Indenrigsministeren kan godkende eller bestemme, at kommuner i Frederiksborg og Roskilde amtsrådskredse tilslutter sig samordningen efter stk. 1.

§ 25. Personel og materiel fra det lokale civilforsvar kan efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren, kræves stillet til rådighed for civilforsvaret uden for vedkommende lokale område.

§ 26. Indenrigsministeren kan fastsætte regler for, i hvilket omfang staten deltager i udgifterne ved opgaverne efter §§ 18 og 20, uddannelse af det ikke-statslige civilforsvarspersonel, foranstaltninger i henhold til § 25 og etablering af kommunale øvelsesanlæg.