← Lov om beskyttelse af havmiljøet.

§ Lov om beskyttelse af havmiljøet. · kapitel 8 af 17

Kapitel 8. – *Dumpning.*

LOV nr 130 af 09/04/1980

§ 27. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at sager om meddelelse af tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) kan afgøres af amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler fastsætte regler om, at tilladelse til dumpning uden for dansk søterritorium tillige kan gives af de i henhold til disse aftaler kompetente udenlandske myndigheder.

§ 28. Tilladelse til dumpning af stoffer eller materialer, der omfattes af bilag 1 eller 2, kan kun gives i konkret foreliggende enkelttilfælde, og for stoffer eller materialer, der omfattes af bilag 1, kun under ganske særlige omstændigheder.

Stk. 2. Tilladelse til dumpning af affald, der kun i ringe mængde indeholder stoffer eller materialer, nævnt i bilag 1, kan gives, selv om der ikke foreligger de i stk. 1 nævnte ganske særlige omstændigheder, hvis stofferne eller materialerne ikke er tilført affaldet med henblik på bortskaffelse.

Stk. 3. Tilladelse til dumpning af stoffer eller materialer, der ikke er nævnt i lovens bilag 1 og 2, eller af affald, som kun i uvæsentligt omfang indeholder stoffer eller materialer, nævnt i bilag 2, kan kun gives tidsbegrænset og, bortset fra klapning, kun for et nærmere angivet antal dumpninger.

Stk. 4. I Østersøområdet kan der kun gives tilladelse til klapning. Tilladelse kan kun gives, såfremt havbundsmaterialet ikke indeholder væsentlige mængder og koncentrationer af stoffer eller materialer, nævnt i bilag 3.

§ 29. Tilladelse efter § 27, stk. 1 og 2, skal angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde samt positionen for dumpningen. Endvidere kan der fastsættes vilkår om fremgangsmåden, herunder om kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, og indberetning.

Stk. 2. Afgørelser efter § 27, stk. 1 og 2, skal meddeles skriftligt til ansøgeren og til de myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling. Underretning om tilladelse skal endvidere gives til privatpersoner, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen. Underretning til de nævnte privatpersoner kan finde sted ved offentlig annoncering.

§ 30. Medmindre der foreligger dumpningstilladelse, er det ikke tilladt her i riget med henblik på dumpning at overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og indlaste dem.

§ 31. Miljøministeren kan foretage ændringer i bilag 1, 2 og 3. Overførsel af stoffer eller materialer fra bilag 1 til bilag 2 eller udeladelse af stoffer eller materialer fra et af bilagene kan dog kun ske, såfremt dette er fornødent til opfyldelse af internationale aftaler.